Blogs - Business.dk Indlæg

Nye forbilleder i advokatbranchen søges

Dagens Synspunkt — Wed, 16 May 2012 11:51:22 +0000

Advokatbranchen er »syg«, »konservativ« og »domineret af timefakturering«. Ærgerlige stempler at få, som sætter hele branchen i et dårligt lys. Når en arbejdsgruppe i Danske Advokater om lidt går i gang med at undersøge, hvordan advokatkontorerne kan få flere kvinder i branchen, vil svaret sandsynligvis blive noget med, at branchen skal finde en work-balance mellem familielivet og det at være advokat på fuld tid. Det behøver man ikke så meget arbejdsgruppe for at få et svar på. Men hånden på hjertet, så kan ingen forvente, at vores branche - der nok mere end nogen anden er præget af en arbejdskultur, hvor første prioritet er de timer, der fyldes på fakturaen - skal kunne flytte sig ret meget her. Der er behov for en mere nuanceret vurdering af advokatbranchen, så den kommer væk fra gamle fordomme om at være »konservativ« og »syg«. Fordomme, der uretfærdigvis går ud over hele branchen. For landet over findes der kontorer, hvor arbejdskulturen harmonerer fint med familieliv og de bløde værdier. Jeg mener, at fokus skal være et andet sted, for det handler hverken om flere kvinder eller familieliv, når advokatbranchen skal finde en anden arbejdsform og kadence. Det handler om kunderne og den værdi, vi som advokater skal skabe for dem. Med andre ord: Det er meget ærgerligt og dyrt for advokatkontorerne, når yngre kvinder med overstået bestalling i lommen siger deres stilling op, fordi jobbet ikke er humant. Vi skal dog ikke ændre os på grund den uheldige udvikling, men fordi det er et tegn på, at vi som branche ikke udvikler os efter de krav, vores kunder og udviklingen i erhvervslivet stiller. Vores branche trænger til en udluftning og en modernisering, for vi har en forretningsmæssig udfordring; En branche, der hylder den, som lægger 70 timers arbejde om ugen frem for den innovative rådgiver. En branche, der reducerer sig selv til et håndværksfag, hvor det kun handler om at fikse problemerne - i stedet for at foregribe begivenhedernes gang. Det er ikke en farbar vej. Juraen skal også bruges til innovativ rådgivning og til at se muligheder for dansk erhvervsliv med nye forretningsideer, metoder og muligheder. For juraen kan vise vejen og være særdeles værdifuld. Både i startfasen ved den helt spæde forretningsidé og undervejs, når der skal træffes store beslutninger. Vores kunder i dansk erhvervsliv har indset, at den største værdi for virksomheden skabes gennem medarbejdere, der har et liv i balance, og hvor de kan kombinere kreativitet og innovation med en stærk faglig viden. Hårdt arbejde kommer man aldrig uden om, men det må ikke blive et mål i sig selv. Og det er desværre det værdisæt, der er eksponeret for en ny generation af advokater. Vi må ikke kun lade de unge advokater spejle sig i de ældre forbilleder, men lade dem være advokater af egen tid. De nye advokater skal finde en ny talentmasse frem i branchen. Det er deres kamp, og den er meget anderledes end måden, hvorpå man tidligere arbejdede sig frem i branchen. Det gode ved det er, at det også er derfra fremtiden kommer. Derfor er min anbefaling, at arbejdsgruppen i Danske Advokater bør se på, hvordan vi styrker branchen generelt. Dagens Synspunkt er skrevet af Marianne Wier, direktør og advokat i Johan Schlüter advokatfirma

Kender du innovationens DNA? Spol tiden tilbage.

Dorte Toft — Wed, 16 May 2012 10:50:30 +0000

At sætte innovation på skoleskemaet
Uddannelsesminister Morten Østergaards efterlysning af viden om innovationens DNA m.v.
Om Rådet for Teknologi og Innovations pulje på 900 millioner kroner til uddeling.
Om innovation, historisk og aktuelt set
Om politikeres og mediers medskyld
Og, sorry, om meget, jeg har skrevet om før, herunder innovationsomsorgsindustrien som større vinder end innovationen

Innovationssnak morgen, middag og aften. Intet nytter, men håbet lever. Lige nu efterlyser uddannelsesminister Morten Østergaard om bud på "kernen i Danmarks innovative DNA". Samtidig har Rådet for Teknologi og Innovation 900 millioner kroner på gavekontoen og efterlyser forslag til, hvorledes de skal bruges. På skolebænken Uddannelsesministeren udtaler sig i tråd med tidens mantra om, at innovationen styrkes og nye arbejdspladser skabes, hvis de unge undervises i entreprenørskab. Der er allerede postet mange millioner i mantraet, og flere er på vej. Der er postet endnu større summer i den type innovativt projektsamarbejde, som foreslås i forbindelse med gavepakken på 900 millioner kroner. Suboptimering i støtteindustrien Det gælder samarbejde mellem forskere og erhvervsliv. Mellem forskere, erhvervsliv og det offentlige. Og ofte initieret af hoben af institutter, vækst- og innovationscentre, hvis største succes måske er væksten i egne arbejdspladser. Innovation har vi ikke set meget af. Heller ikke fra de helt små, lovende innovative virksomheder, der er i kuvøse hos hoben af støttecentre. De forbliver typisk nogle småskravl, hvis ikke de dør. Ingen faktuel måling af effekt Undskyld tonen, men man kan ikke blive andet end beskæmmet, når man har set så magre faktuelle resultater af så mange penge over så mange år. Ej heller, når man har hørt og læst så mange skåltaler om, hvor godt det er gået og vil gå også for næste hold. Ganske symptomatisk har ingen ønsket at måle effekten. Ikke engang yderen. Manglen på sult, på nødvendighed Personligt tror jeg ikke, det er mangel på viden om entreprenørskab, der har holdt de unge tilbage, ej heller forskerne. Det er i høj grad mangel på ”sult”. Sulten efter at forandre verden, sulten efter at blive rig, sulten efter at sikre egen familie bedre vilkår, end man selv fik. I dag er det lysten, det handler om, og lyst har også med bekvemmelighed at gøre. Det skal jo være sjovt, ik? Tidsånd imod Selvfølgelig hjælper det heller ikke med en tidsånd, hvor en kritisk holdning anses for finere end en konstruktiv, og hvorfor man ligefrem kan skaffe sig mere plads i medierne på at rakke ned end på at bygge op. Ej heller hjælper det med tidsånd, der dumstædigt fastholder, at Danmark kan overleve på at være kreative, tværfaglige væsener, der bare er bedre til at samarbejde end alle andre. Lyst og tidsånd! Jovist, der oprettes et utal af sexede kombi-fag, og ingen aner, om det tjener andet end at gøre de unge glade og at sikre øget taxameterindtægt til læreanstalterne. Nu bebuder regeringen desuden oprettelsen af endnu 10.000 studiepladser. Uden at relatere dem fagligt til nytteværdi. Mønstret, som OECD har advaret mod, fortsætter. Radikal innovation Jeg tror, det kan være nyttigt at se på radikal innovation over tid. Den kommer især fra tre fronter: Den dybt specialiserede ekspert, den unge, der hurtigt ser nye muligheder i horisonten, samt den gode ”håndværker”. Triggeren? I visse tilfælde presserende behov, i andre ønsket om at gøre noget på en smartere måde. Det kan også være, at antennerne simpelthen er så langt fremme, at opfinderen skaber noget, der i sig selv skaber helt nye behov. De danske trækdyr Vi kan for eksempel takke ingeniørerne - de dybt specialiserede - for den mikroprocessor, som er hjertet i al teknik i dag. Ingeniørerne har skabt mange virksomheder, lige fra Intel til F.L. Smith og Danfoss, og de gør det stadig. Men lad os blive i Danmark, hvor en snedker så mulighederne i at gå legetøjsvejen og skabte Lego. Afgørende for Novo Nordisk var en læge, hvis hustru var ramt at diabetes-2. En maskinarbejder, der videreuddannede sig til ingeniør, opfandt en pumpe i mangel på samme i forbindelse med en ordre, og det blev starten af Grundfos. Coloplast, der i dag har 7.000 ansatte, kan takke en sygeplejerske, hvis søster undergik en stomi-operation, for sin eksistens. Yngre industrier I den lidt yngre kategori ses Navision, der blev skabt af tre DTU-studerende. De gjorde undervejs deres studier færdig, mens Microsoft, der opkøbte Navision, blev skabt af en mand, der droppede ud af universitetet. Bag Facebook står også en drop out, mens det er to hard core dataloger, der byggede Google op, startende mens de begge gik på Stanford. Begge var også "smittet" kraftigt hjemmefra i interessen for datalogi. Stifteren er verdens største butik på nettet, Amazon.com, havde en bachelor - en kombineret elektroingeniør og datalogi-baggrund - inden han var med til at opbygge handelsnetværk især for finansbranchen. Eksperterne, de unge vilde, de gode "håndværkere". De sultne. Ministerens efterlysning Hvordan gør giver man mennesker i Danmark sulten tilbage? Undersøgelser viser, at krisen og den deraf følgende stigende arbejdsløshed også blandt akademikerne har fået flere til at forestille sig en fremtid som iværksætter fremfor som i den ellers overmåde populære lønmodtagerrolle. Udannelsesminister Morten Østergaard skriver selv følgende:

”Første skridt er at finde ind til kernen i Danmarks innovative DNA, så vi ved, hvad vi skal styrke for at finde svaret på globale udfordringer – og hvor vi skal finde de løsninger og job, vi skal leve af i fremtiden. Og så skal vi sikre, at vi har en høj innovationskapacitet i vores uddannelser og ordninger, der giver mest mulig innovation for pengene. Endelig skal vi etablere en model for, hvordan vi griber de rigtige muligheder og skaber løsninger på konkrete samfundsmæssige udfordringer.”

Spol tiden tilbage O.k. Spol så bare tiden tilbage til den gang, sulten fandtes. Til lang tid før love og regler blev så stramt et korset, at væksten blev hæmmet. Tilbage til den gang, hvor man også lyttede til manden og kvinden ”på gulvet”, i stedet for at kontrollere og detailadministrere dem. Spol tiden tilbage, til den gang dem med højere uddannelse ikke var endt i redebyggeralderen, inden de var færdige. Til den gang, hvor mange først havde en praktisk uddannelse, før de supplerede med en teoretisk. Reducer omsorgindustrien Fjern så den omsorgsstat - omsorgsindustrien - der er vokset ud af i den offentlige innovationssatsning gennem årtier. De sikre vindere på de store millionsatsninger blev omsorgsaktørerne, altså diverse vækst- og innovationscentre og diverse rådgivere. Alle dem, der fortsat hvisker "opskriften på innovation" i ministrenes øre. I et vist mål vandt forskere også på det, nemlig en klat penge hist og pist til den trængte forskningsindsats, og der blev da også til et institut eller to. Blandt vinderne var desuden politikerne, der solede sig som de fremsynede. Pauvert resultat Taberne? Som nævnt står resultatet innovationsmæssigt og erhvervsmæssigt slet ikke mål med de mange millioner, der gennem årene er postet ind. Og som nævnt er det sigende, at ingen har ønsket eller krævet at få dokumenteret, hvor fattigt resultatet blev. Det er fortsat de gamle lokomotiver, der er primære for samfundets indtægtsmuligheder. De større virksomheder, der lod sig involvere i innovationsprojekter, fik typisk mindre ud af det, end hvad de selv bidrog med. Dårlige erfaringer nok Der er høstet og dokumenteret dårlige erfaringer nok. Man skal bare gange alvoren med mindst fire, for at få det virkelige billede. De mennesker, hvis job det er at afrapportere, ved, at det vil være døden for omsorgsindustrien at kalde en spade for en spade. Erhvervslivet tier også typisk. Det kan ellers fortælle en og anden historie om beskæftigelsesterapi, projekter uden jordforbindelse samt om nas på andres viden. Her og nu-løsning Men o.k. Vi har ingen tidsmaskine, der kan spole tiden og tidsånden tilbage. Få så korsettet løsnet, og rammebetingelserne på plads. Fjern iværksætterskatten, der holder investorer væk, og lad de unge virksomheder trække de mange års indledende underskud fra, når omsætningen endelig begynder at melde sig. Saner lov- og regeljunglen, så det ikke bliver en pest at udvide medarbejderskaren, og så der ikke står 15 emsige kontrollanter på nakken af virksomheden. Halver for eksempel kontrolkorpset, så det kun er absolut ”need”, det handler om, og dermed plads også til at tage en risiko. Usund forskerstøtte Brug ikke innovationspuljer til forskerstøtte. Det er ofte et håbløst koncept, der kræver at forskeren skal lave alverdens krumspring for at få sin forskning til at virke hot og for at få erhvervsvirksomheder trukket ind i samarbejde. Spild ikke forskerens tid. Giv dem de nødvendige penge, så de kan udføre deres arbejde. Hvis altså forskeren ikke faldet i søvn. Så fyr ham eller hende. Den fremsynede virksomhed vil typisk selv finde frem til de mest relevante forskere og byde dem til dans, som partner eller ansat. Ligesom den virkelighedsnære forsker selv finder ud af, hvilken virksomhed der er den perfekte match. Udbud og indkøbsaftaler Og så til den hvide elefant. Med en så stor offentlig sektor som den danske - en så stor indkøbskraft - får det offentlige en langt større rolle for vækst og innovation, end for eksempel i et land som USA. Det kommer sjældent noget godt ud af at være på støtten, men det gør der ud af begavet efterspørgsel. Kæmp, kære Morten Østergaard med fæller, til det yderste for at få annulleret den i danske sammenhæng latterligt lave grænse for EU-udbud. Kæmp for, at lokale leverandører igen kan få en chance trods SKI-aftaler og andet, der kun har gavnet de helt store leverandører. Gødningen til dansk erhvervsliv er i dag blandet med gift. Jeg har tidligere beskrevet, hvor alvorlige konsekvenser udbudsregler og indkøbsaftaler har for Danmark. Det skete blandt andet i blogindlægget med overskriften "EU-duksen Danmark: Dødsensfarlig for sig selv. Knækker vækst og Innovation". Forklaringen på, hvorfor den danske underskov af lovende virksomheder ikke som ventet blev de nye trækdyr for vækst, er enkel. Den ligger i den livskvælende skygge fra udbud og indkøbsaftaler. Indkøbernes gevinst er ofte tvivlsom, og de lokale erhvervsliv får ikke mulighed for at blive udfordret på innovation. I stedet udsultes det. Forsøgitissen Det offentlige bør desuden stoppe med sin helt ustyrlige forsøgslyst. Den hænger igen sammen med projektpuljerne, danske og fra EU, samt de alt for mange vækst- og innovationscentre i kommuner og regioner. Politikernes trang til at sole sig i innovationsskæret, spiller naturligvis også ind. Opskriften er ellers enkel. Faktisk logik for burhøns. Gentag aldrig et forsøg, der er foretaget i et sammenligneligt land eller område. Og se så at få de vellykkede forsøg omsat til stordrift med det samme. På tværs af kommune- og regionsgrænser, naturligvis. Skab så virkelyst blandt offentligt ansatte, der langt bedre end deres chefer ved, hvor skoen trykker, og giv dem mulighed for selv at iværksætte med det offentlige som aftager. Skam få Til sidst. Skam få den politiker, der af frygt for ikke at blive genvalgt nakker embedsmanden for at have taget en risiko i det godes tjeneste. Skam få den presse, der har fremelsket nul-fejlskulturen (nulrisiko-kulturen) i det offentlige og bare venter på næste ”skandale”. Medierne praler med at være vagthund, men en erkendelse af, at de også agerer som skadedyr ville være på tide. Presset fra medier har resulteret i at feje politikere indfører kontrol på kontrol, registrering på registrering. Nå, men det var vist det hele, eller har jeg glemt noget?

Hvormeget belaster DU din bank?

Jens Chr. Hansen — Wed, 16 May 2012 09:00:28 +0000

Netop den berømmelige Danske Bank-kreditkontrolmaskine bragte ikke bare storbanken frelst men også styrket igennem 1980erne og 1990ernes kriser. Først udmanøvrerede Danske Bank ærkerivalen Handelsbanken i 1980erne med Tage Andersen ved førerpinden i Danske Bank. Og efterfølgerne, først Knud Sørensen og siden Peter Straarup, tog over i 1990erne som lignende kreditbisser med fokus på at undgå de store fælder og dermed de store tab. Det var ikke mindst Danske Banks evne til at undgå tab, der i 1990erne satte konkurrenten Unibank (i dag Nordea) til vægs. Denne udvikling fortsatte ind i 00erne, men på et tidspunkt gik det galt. Købet af irske og nordirske banker er et kapitel for sig, men størrelsen på tabskontoen i øvrigt i Danske Bank over de seneste tre-fire år overstiger tabskontoen i Nordea. Og da samtidig også Danske Bank bliver kritiseret for en vis grad af arrogance og for centralistisk styre af kreditfunktionen, bliver Danske Bank for alvor udfordret af de større og helt store erhvervskunder. Nordea får nemlig i løbet af 00erne sig samlet, får styrket organisationen til en mere slagkraftig enhed og formår at køre en mere kundevenlig linje samtidig med et stærkt fokus på at undgå tab. Nu skal den nye topchef i Danske Bank, Eivind Kolding, have revitaliseret Danske Bank, og i den forbindelse har han besluttet også markant at ændre procedurerne med håndteringen af kreditvurderingen. Han vil bureaukratiet til livs, sagsbehandlingen skal gå hurtigere og kunderne – både den lille privatkunde og såmænd også den store erhvervskunde– skal opleve, at kunden kan få et konkret svar fra den bankmedarbejder kunden samarbejder med. Et egentligt opgør med den centralistiske kreditkontrolfunktion i banken. Egentlig matcher Eivind Koldings udmelding om en tættere kontakt med kunderne ganske godt med holdningen hos kollegaen i Nordea, Christian Clausen. Ganske vist lidt forskellige opbygninger af organisationen, men pointen med, at banken og medarbejderne skal tættere på kunderne, således at kunden skal være klar over og forstå de nye betingelser i bankerne om de skærpede krav til kapital – og hvad den enkelte kunde betyder for bankens kapitalkrav – gælder i begge storbanker. Man får selvfølgelig aldrig en bankmand til at tale om kundernes »belastning« af banken, da det er et frygtelig negativt ladet ord, men i bund og grund handler det om at svage kunder i en tid med knaphed på kapital belaster bankens kapitalkrav mere end supersolide kunder. Derfor betyder tilrettelæggelse af kundeforholdet langt mere i dag end tidligere. Det er en kæmpe omvæltning i banksystemet og ikke mindst en kæmpe opgave at få drejet medarbejderne – i Danske Bank samlet over 20.000 – over i en ny og mere kundefokuseret retning. Denne øgede kundefokusering handler ikke alene om at servicere kunden bedre end i dag, men altså i høj grad også sørge for mindst mulig »kapitalbelastning« af den enkelte kunde. Det er stærke sager i Danske Bank-regi, at Eivind Kolding nu tager et så kraftigt opgør med den særlige og historiske kreditelite i hovedkontoret. Opgaven er at løse to lidt modsatrettede opgaver samtidigt. Banken skal selvfølgelig til enhver tid begrænse sine tab, men når Eivind Kolding siger, at der er risiko for at gå i stå med for meget fokus på risikosiden, så er det en ny holdning i Danske Bank. Nu er den stærke kreditafdelings ord ikke længere lov. Nu er det markedet og kunderne, der er lov. De så meget omtalte markant stigende krav til bankernes kapital stammer fra Basel III-reglerne, som er under udarbejdelse i EU, og som siden skal implementeres i de enkelte medlemslande. Det er disse nye strammere reglen til de finansielle buffere i bankerne, som totalt vil vende op og ned på den kreditvurdering, som bankerne skal gøre fremover. I meget kort form handler det om, at selvfølgelig skal banken sørge for, at lån til kunderne kan betales tilbage, men samtidig bliver det også helt afgørende, hvor meget kapital banken skal sætte til side i sikkerhed på hver enkelt kunde. Det er det, som Nordea-topchefen Christian Clausen har kaldt "The New Normal" i bankerne.

Aviserne leder efter det gyldne snit

Sten Løck — Wed, 16 May 2012 07:04:14 +0000

”Det er ikke nogen god forretningsmodel at forære sit produkt væk, samtidig med at man prøver at sælge det.” Således siger superinvestoren Warren Buffett ganske rammende om avisernes dilemma, hvor man i åresvis har forsøgt at balancere en dyr papirudgave og en gratis hjemmeside. Men nu skal det være slut. Alle tre store dagblade, Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske er på vej med betalingsmodeller, der træder i kraft senere på året. Trækket er forståeligt og uundgåeligt, jf. Buffetts analyse. Siden internettet kom til, har aviserne skullet levere stof til stadigt flere platforme, men uden at indtjeningen steg tilsvarende. Derfor er det med avisernes logik kun rimeligt, at læserne betaler for produktet, uanset om det kommer på papir eller skærm. Men vil det lykkes? Det er en kompleks problemstilling med mange variabler – teknologi, økonomi, distribution, konkurrenter – men det mest grundlæggende spørgsmål lige nu er, om man kan tage sig betalt for det luftige produkt kaldet nyheder. Det kunne man i papiravisernes fortid, fordi det var et lukket format. Aviserne bestemte nyhederne, og man betalte for hele avisen, uanset om man læste kutursektionen eller ej. Samtidig var det en branche med høje indtrængningsbarrierer, hvorfor der sjældent kom en udefra kommende spiller, der ruskede op i tingene. Men i en langt mere fragmenteret og dynamisk verden online, er disse barrierer faldet bort. Nu er nyheder et frit tilgængeligt produkt, som kan skæres og drejes på alle mulige måder. Kan man i denne verden tage sig betalt for nyheder? Det er, hvad aviserne forsøger, fordi det er, hvad de lever af, at fortælle nyheder. Derfor forsøger de at skære indholdet på en sådan måde, at det giver mest mulig mening at betale for digitalt stof, det gyldne snit. Der eksisterer forskellige modeller, men de to førende er betalingsmuren og mængdesystemet. Betalingsmuren betyder, at noget indhold er gratis, men hovedparten, og det bedste stof, ligger inde bag muren. Her deler man altså indholdet op i noget gratis og så noget mere attråværdigt, som skal betales for. Det er en sådan model, Jyllands-Posten sigter efter. Mængdesystemet sorterer derimod ikke i indholdet, men sætter et loft for, hvor mange gratis artikler, man kan læse om måneden. Derefter koster det. Det bliver Politkens model, inspireret af New York Times. Berlingske fortæller, at man endnu ikke har lagt sig fast på en model. Man har dog allerede forsøgt sig med differentieret indhold i form af Berlingske PLUS, hvor man kan købe analyser, guides, uddybende artikler og lignende. Som sagt er der mange andre faktorer i spil, når det gælder avisernes digitale forretningsmodel, men definitionen af nyheder som produkt, og deraf følgende prissætning, er central. Lad mig spørge dem, som sidder med svarene – læserne. Hvad ville du betale for og hvorfor?

Solstråle eksempel på ansvarlighed

Benny Engelbrecht — Tue, 15 May 2012 14:11:22 +0000

Hvorfor investerer en sund, fornuftigt virksomhed i energiløsninger der på papiret ikke er rentable? Findes der virkelig virksomheder der ”bare” er idealister? Svaret er et rungende ”tjah”. ”Ja, den er så betalt tilbage om halvtreds år. Bare ærgerligt den ikke holder så længe.” Ordene er sagt i fulde alvor af en direktør i en særdeles succesrig virksomhed, der med åbne øjne har investeret i et solcelleanlæg, vel vidende at det er en underskudsforretning. Men skal verden omstille sig, skal man starte med sig selv – også hvis det koster, er den provokerende filosofi. Nuvel, det skal siges, at det solcelleanlæg der står på grunden ved LINAKs hovedsæde i Guderup på Als også er et demonstrationsanlæg, hvor der både indgår virksomhedens egne produkter og enheder fra andre virksomheder på Als, men alligevel – det kan ikke svare sig hvis man alene måler på bundlinjen. Alligevel er man ikke i tvivl, når man har besøgt virksomheden, for man opbygger ikke en milliardforretning uden at hver en krone investeret er nøje overvejet. Jeg besøgte direktør Bent Jensen på LINAK i denne uge og det var meget tydeligt, at han brænder for en grøn omstilling af produktionen. Udover at han har Danmarks formodentlig største solcellepark i sin egen baghave, har han også planer om at engagere sig i vindmøllestrøm og energieffektiviseringer. Alt sammen for at gøre produktionen af virksomhedens produkter så tæt på CO2 neutrale som muligt – vel at mærke uden at miste rentabiliteten. Der er ingen tvivl om, at en grøn satsning i millionklassen som den LINAK foretager også vil kunne bruges som markedsføring, både internt i virksomheden og eksternt til kunderne. Men man skal ikke tage fejl af, at satsningen også er et klart signal om en virksomhedsleder der lader sin egen overbevisning skinne igennem og det er modigt. LINAK gør det naturligvis ikke for deres blå øjnes skyld, men der er en ægte overbevisning bag. Netop den ægthed kan ikke sættes på formel, men er omvendt også det der gør at beslutningen om at opføre sig ansvarligt opfattes så meget desto mere overbevisende. Måske kan alle andre lære noget her. Bent Jensen bruger ikke lange taler, der er skrevet af akademisk uddannede kommunikationsmedarbejdere. Han siger bare: ”Jeg vil gøre en forskel.” Og så gør han det. Både ved at handle og ved at udvikle et produkt der kan øge effekten af et solcelleanlæg med 30 – 40 %. Måske virker ansvarlig virksomhedsdrift bare meget bedre hvis det sker af et ærligt hjerte?

Totaløkonomien vigtigere end prisskiltet

Bjarne Jensen — Tue, 15 May 2012 07:50:48 +0000

Totaløkonomien vigtigere end prisskiltet - det gælder også ved investeringer. Det er almindelig kendt, at et bilkøb er en kompliceret beslutning. Det drejer sig ikke blot om, hvor mange penge du her og nu vil betale for bilen, men også om fremtidige økonomiske faktorer som værditab, brændstofforbrug, forsikringsomkostninger m.v. Det er først, når du tager alle udgifter med, at du kan beregne, hvor meget du kommer til at betale. For det er først, når bilen om en årrække er solgt, at den samlede pris kendes. Penge & Privatøkonomis Bilguide giver hvert år en god oversigt over totaløkonomien i danskernes mest populære biler. Her kan man se, hvor meget man betaler for de forskellige biler pr. kørt kilometer. Og den afslører, at en lav købspris ikke altid er lig med god totaløkonomi. En lignende oversigt er relevant i forbindelse med investeringsforeninger. Nemlig et overblik over, hvad nettoafkastet har været i de enkelte investeringsafdelinger. Der har gennem længere tid været et voksende fokus på omkostningernes størrelse samt gennemsigtighed i forbindelse hermed. Ifølge Finanstilsynets seneste rapport fra april 2012, ”Strategi, omkostningsminimering og oplysninger om provisioner”, er der betydelige omkostninger for danske detailinvestorer forbundet med investering i investeringsforeninger. I denne sammenhæng er fokus især på formidlingsprovision til bankerne. Penge og Pensionspanelets rapport om ”Formidlingsprovision ved investeringsbeviser” viser også, at danske banker tjener godt på formidlingsprovisioner. Efter min mening er der efterhånden tale om en overdreven fokus på omkostningerne. De skal selvfølgelig være rimelige og så må det være op til myndighederne at bidrage med regelsæt, som sætter konkurrencesituationen i stand til at klare denne udfordring. Investorerne bør altid koncentrere sig om at finde de investeringsafdelinger, som har den rette investeringsprofil i forhold til de forudsætninger, som investor lægger for dagen. Og dernæst om man kan opnå et godt og stabilt afkast - efter omkostninger. Det giver ingen mening alene at vælge efter omkostningernes størrelse. Husk at kvalitet koster penge. Derfor er der f.eks. forskel på bilpriserne. Tom Engsted, professor i økonomi, skriver i sin seneste analyse ”Aktiv vs. passiv forvaltning, held eller dygtighed, og måling af porteføljeforvalteres performance”, at underperformance i forhold til markedet ofte skyldes decideret udygtig forvaltning. Samtidig viser samme undersøgelse, at der findes dygtige forvaltere, som formår at slå markedet i kraft af dygtighed og strategi, ikke held. Jeg undrer mig, når investorerne nøjes med markedsafkastet. Hvorfor ikke vælge de allerbedste? Hvorfor ikke vælge dem, der har en velbeskrevet strategi og som har bevist, at de år efter år er i stand til at slå markedet – i kraft af dygtighed. Derfor skal man som investor undersøge de forskellige investeringsforeningers investeringsstrategier og deres historiske udvikling. Om investeringsforeningen har klaret sig godt/dårligt pga. held, eller om det skyldes dygtighed kan bl.a. forklares af den historiske udvikling i forhold til markedet og aflæses af relevante nøgletal. Kritikere vil givetvis kommentere, at historiske afkast ingen garanti er for fremtidige afkast. Dette er korrekt, MEN…. det giver trods alt et godt fingerpeg og det er stort set umuligt at finde et bedre måleredskab. Min pointe er, at selvfølgelig nytter aktiv forvaltning noget. Der findes flere forvaltere/investeringsforeninger, som over flere år har været i stand til at slå markedet. Som investor skal du således fokusere på nettoafkastet – det er dine penge.

Politikere med rene negle

Dagens Synspunkt — Tue, 15 May 2012 05:02:43 +0000

Regeringen har fremlagt et lovforslag til bekæmpelse af sort arbejde. Det er stødt på stor ideologisk modstand fra oppositionen, der mener, at det krænker den private ejendomsret. Ved det seneste folketingsvalg gik det hårdt ud over politikere med en erhvervsbaggrund. Den tværpolitiske kaffeklub af selvstændige svandt ind fra seks til to, men om det er forklaringen på, at der i det nuværende folketing har bredt sig en markant ideologisk modstand mod lovforslaget til bekæmpelse af sort arbejde, skal være usagt. I hvert fald synes forståelsen for et af de små og mellemstore virksomheders største problemer at være fraværende blandt de politikere, der ellers dagligt kæmper for lavere skatter og bedre erhvervsvilkår. Desværre får de ideologisk ammunition fra toneangivende organisationer som Danske Revisorer, Advokatrådet, tænketanken CEPOS samt et par universitetstænkere med rene negle og langt væk fra virkelighedens verden. Der er ingen tvivl om, at skatteminister Thor Möger Petersens (SF) lovforslag imod sort arbejde er vidtgående – og at især forslaget om at give Skat hjemmel til at kontrollere håndværkere på privat grund er kontroversielt. Men der er heller ingen tvivl om, at vi står over for et samfundsproblem af gigantisk størrelse, som kræver vidtgående indgreb. Vismændene opgør således statens skattetab som følge af sort arbejde til omkring 30 mia. kr. om året. Kunne man rent teoretisk komme alt det sorte arbejde til livs, ville det være muligt at afskaffe topskatten og sætte selskabsskatten ned til ca. 17 pct. og dermed gøre Danmark til et særdeles attraktivt land at arbejde og investere i. Et bredt folketingsflertal har for længst givet Arbejdstilsynet hjemmel til at gå på private byggepladser og kontrollere, om virksomhederne overholder arbejdsmiljøreglerne samt til at kontrollere, om østeuropæiske virksomheder arbejder lovligt i Danmark. Vi mener derfor, at det er helt ude af proportioner og udtryk for en teoretisk og virkelighedsfjern holdning, når politikere ligefrem taler om at sende lovforslaget til folkeafstemning. I Håndværksrådet værner vi også om den private ejendomsret. Men vores tilgang bunder ikke i bøger fra år 1776. Vi tager i stedet udgangspunkt i virkelighedens verden, og vi har den helt jordnære holdning, at vi står over for et helt konkret og praktisk problem af kæmpe dimensioner. Et problem med store personlige og samfundsmæssige konsekvenser. Sort arbejde er – uanset om det udføres af danske eller østeuropæiske virksomheder – ulovligt og uacceptabelt. De ærlige håndværkere bliver snydt og betaler prisen. For nogle håndværkere er det et spørgsmål om virksomhedens overlevelse, og for samfundet betyder det færre penge at dele ud til velfærd eller til skattelettelser. Det betyder naturligvis ikke, at vi i Håndværksrådet vil give Skat ubegrænsede beføjelser – og under ingen omstændigheder skal de kunne trænge ind over dørtærsklen i selve boligen. Det er da heller ikke det, som det nye lovforslag lægger op til. Men at Skat får samme hjemmel som Arbejdstilsynet til at kontakte nogle håndværkere på grunden, som er i færd med at udføre større udendørs byggeopgaver, mener vi faktisk er en ganske harmløs beføjelse, som ikke burde kunne genere nogen bygherrer eller virksomheder med ren samvittighed. Af Frank Korsholm. Afdelingschef i Håndværksrådet

Dansk biotek – en stille succes

Dagens Synspunkt — Mon, 14 May 2012 08:53:26 +0000

Forhåbningerne til dansk biotek har været store og ambitiøse. For ti år siden blev idéen om og etableringen af en dansk-svensk Medicon Valley nærmest præsenteret som kilde til fremtidig velstand for Øresundsregionen. Set i det lys har udviklingen i sektoren været skuffende og dansk biotek er flere gange blevet beskrevet som tabsgivende og uden fremtid. Men udgangspunktet er forkert. Det kræver et langt, sejt træk at skabe en ny industri. Det kræver dygtige forskere og tålmodige investorer. Det kræver politisk forståelse, støtte og langsigtede visioner. Danmark har alt dette. Danmark har flere ph.d.-kandidater i biotek pr. indbygger end noget andet land i verden og den erfaring, der stammer fra en international anerkendt medicinalindustri med Novo Nordisk og Lundbeck i spidsen. Men den innovation, som kræves for at skabe fremtidens medicin, er ikke kommet af sig selv. Danmark har som bryggerination siden århundredeskiftet haft en hovedrolle i forskning i proteiner. Carlsberg Laboratorierne definerede i starten af århundrede pH-skalaen gennem banebrydende forskning i proteiner, aminosyrer og enzymer og skabte dermed grundlaget for nutidens proteinkemi. PH-skalaen er nødvendig for at kunne kontrollere gæringen under ølproduktionen og pH-værdien har afgørende betydning i produktionen af insulin. I slipstrømmen af Carlsbergs forskning opstod bl.a. Novo Nordisk, Novozymes og Chr. Hansen samt en underskov af forskere med stærk viden indenfor forskning i proteiner, peptider, enzymer og aminosyrer. Det miljø er Zealand Pharma – og flere andre biotekvirksomheder – opstået i. Virksomheden ville næppe være dannet uden det stærke danske videnskabelige miljø indenfor protein- og medicinalforskning og Zealand Pharma er stiftet delvist på grundlaget af et videnskabeligt forskningsprojekt på Københavns Universitet. Det har taget mere end 10 år at bringe forskningen i peptid-lægemidler fra laboratoriet til nu at være tæt på egentlige præparater. Det har været 10 år med massive investeringer og årlige underskud. Men om alt går vel, kan vores partner Sanofi fra årsskiftet bringe det første Zealand Pharma skabte produkt på markedet. Præparatet er blot ét af flere, som Zealand Pharma står bag. Senest har vores tidligere danske partner Action Pharma modtaget mere end ½ mia. kr. for rettighederne til et muligt lægemiddel delvist udviklet på basis af en af vores teknologier. Det er kun sket, fordi de gode idéer, skabt ud af danske forskningstraditioner, er blevet bakket op af tålmodige investorer, som år efter år har skudt penge i virksomheden. I 2010 var Zealand Pharmas underskud på 100 mio. kr. Kritikere mener, at vores og andre biotekvirksomheders underskud dokumenterer, at der ikke skabes værdi. Det er en misforståelse. Det tager tid at udvikle nye medicinal-produkter. Og på trods af underskud, skabes værdien alligevel hver eneste dag, efterhånden som lægemiddelkandidater rykker tættere registrering og markedsføring. Selv projekter, som fejler, virksomheder som mislykkes, er med til at øge kompetencen i den danske biotekverden. I Danmark er vi rige på viden og forskning inden for biotek, vi er rige på innovation, og med politisk støtte og tålmodige investorer har vi forudsætninger for at forvandle den kreative rigdom til arbejdspladser og produkter. Sidste år fik Zealand Pharma for første gang et mindre overskud. Vi håber, at overskuddet dokumenterer, at der skabes værdi i dansk biotek, og at industrien er en succes. En stille succes, som udvikler sig i ly af røde regnskabstal, beskyttet af tålmodige investorer og i kraft af et innovativt dansk forskningsmiljø, som har stærk international klasse. Dagens Synspunkt er skrevet af David H. Solomon adm. direktør, Zealand Pharma A/S

GÆSTEBLOGGER: DONG - eftertanker

Jens Chr. Hansen — Mon, 14 May 2012 07:50:07 +0000

Dong-sagen blev et lærestykke i, hvordan toppen i erhvervslivet (også) fungerer, og hvordan en statsvirksomhed pludselig hvirvles ind i en hidsig magtkamp. Her er Lise Fritzbøgers reflektioner.

Af Lise Fritzbøger

Sproglærer og vejleder

lisefritzbger@yahoo.dk

”Hvad kalder man vinden, når den har lagt sig?” (Ivan Malinowski ”Fuga”) De sidste par måneder har budt på en kakofoni af spændende afsløringer i det statsejede elselskab DONG udløst af fyringen d.12.3 af den administrerende direktør Anders Eldrup. Millionlønninger til en særligt udvalgt gruppe medarbejder kaldet ”Eldrups Drenge”, frås, pressemøder der har fungeret som offentlig gabestok, slettede og rettede notater. En konflikt der af den ene part blev kaldt tillidsbrud omkring medarbejderlønninger og af den anden part blev kaldt strategisk uenighed om satsningen, eller nok især omfanget og tempoet i den satsning på havvindmølleparker, som alle interessanter er enige om. Og fra d.18.4 en meget hurtig præsentation af en ny direktør Henrik Poulsen, succesfuld administrerende direktør i TDC. Staten er hovedaktionær i DONG med 76 % af aktierne. Det betyder at et overskud eller underskud virker direkte ind på vore fælles finanser. I modsætning til andre helt eller delvist statsejede selskaber, som f.eks. DSB og SAS, hvor skandaler, underskud og fejlinvesteringer er mere normen end undtagelsen er DONG en succes. Og DONG skal ikke måles på sin underholdningsværdi ( selvom den har været høj ) men påfølgende 4 parametre: Udvikling af grøn energi, arbejdspladser, bundlinje, provenu til staten Mere om det senere. ”Uden blivende sted, jævner jeg blivende steder med jorden…” Under forløbet har vi fået den officielle årsag til fyringen via to pressemøder holdt af bestyrelsesformand Fritz Schur, det sidste med deltagelse af andre bestyrelsesmedlemmer og advokater. Begge holdt med stort flair for tilrettelæggelse og dygtig appeleren til den offentlige forargelse over millionlønninger sanktioneret af den fyrede direktør. Men mange aspekter i forløbet peger på Eldrups version med uenighed omkring udviklingen af selskabet gennem længere tid. Flere ting kan fremhæves: Bestyrelsesformand Fritz Schur har i alle de år Eldrup har været direktør insisteret på, at være den eneste med kontakt til ejerne, dvs. de skiftende finansministre. Det betyder at den ordførende direktør helt har været frataget muligheden for selv at fremlægge og uddybe sine synspunkter vedrørende nye projekter. Det er ikke nødvendigvis udtryk for konflikt, men sandelig heller ikke udtryk for at der har været tillid bestyrelsesformand og direktør i mellem. Det er kommet frem, at Eldrup og den (for)højtbetalte gruppe af nøglemedarbejdere, ledet af Jakob Baruel Poulsen gennem længere tid havde arbejdet på en idé, om at udskille offshorewind-divisionen i et selvstændigt datterselskab.( bedst beskrevet i Information 17.3 og 18.4.) Det er også kommet frem, at Anders Eldrup i 2011 ønskede at forfremme Baruel Poulsen fra underdirektør til koncerndirektør for vindmølleområdet, hvilket blev forhindret af bestyrelsen. Handlede det så om, at netop denne mand ønskede man ikke som direktør eller var det egentlige formål for bestyrelsen allerede dengang at forhindre hele udviklingen af det nye datterselskab? Det har som sagt ikke været muligt for den nu afgående direktør selv at fremlægge projektets potentialer for regeringsrepræsentanter. Også Anders Eldrups egne handlinger tyder på en længerevarende ulmende konflikt – en direktør er muligvis ikke forpligtet til at informere bestyrelsen om lønstigninger på lavere niveau, men de ledende medarbejdere i vinddivisionen havde 3-doblet drift og omsætning på 2 år, så de havde leveret meget til selskabet. Hvorfor ikke stemme af med bestyrelsen og på den måde holde ryggen fri? Især da meget tyder på, at lønninger (uanset om man bryder sig om det ) ligger i den størrelsesorden på de internationale markeder. Og uanset Eldrups (bort)forklaringer, kan ændringen i notaterne til bestyrelsen om netop aflønningerne til de ledende medarbejdere i ikke fortolkes som andet end et bevidst forsøg på at skjule kendsgerninger. Og som et udtryk for at konflikten, magtkampen og mangelen på tillid gik begge veje. Sluttelig er der det første pressemøde bestyrelsesformand Fritz Schulz holdt alene d. 14.3.12 to dage efter Anders Eldrups overraskende exit fra DONG. Der var meget vrede – mere end hvad der opstår på et par dage, og det kan bedst beskrives som en offentlig gabestok. Enhver konflikt har et forløb med konfliktoptrapning. Det vi så dér var ikke, som det blev fremlagt, en nyligt opstået konflikt, det var kulminationen. ”Kan blæsten stave til vindstille?” Nu hvor barometeret siger vindstille, og magtkampen har fundet sin foreløbige vinder i bestyrelsesformand Fritz Schur og en ny direktør er udnævnt, må det være tid til lidt eftertanke. Som tidligere nævnt skal DONG måles på 4 parametre : Udvikling af grøn energi, arbejdspladser, bundlinje, provenu til staten

parameter : Udvikling af grøn energi:

Her har DONG i løbet af få år udviklet sig til at være en af de førende spillere på markedet. Satsning på vindenergi – i høj grad havvindmølleparker – er en stor del af regeringens strategi for at gøre Danmark grønt og uafhængig af olie og kul. Problemet med havvindmølleparker er at selvom alle er enige om, at potentialet på sigt er enormt i takt med stigende oliepriser, færre ressourcer og øget fokus på forurening, er de indtil nu forholdsvis urentable. Usikkerhed om afkast gør det vanskeligt at tiltrække store investorer. Her kommer DONG og den nok så berømte milliondyre gruppe af mennesker, der har stået for udviklingen af en helt ny finansieringsmodel, der inddrager pensionskasser og andre kapitaltunge investorer tidligt i processen. Om denne investeringsmodel er levedygtig i praksis og om udviklingen af den fortsætter under en ny direktør blæser i vinden. Den gruppe på 4 personer der ledede afdelingen er sandsynligvis også ude. Kan det overtages af andre midt i processen og uden deres viden og kontakter? Og nu har forargelsen over deres lønninger jo været i fokus – men er det realistisk, at vi kan få det samme for færre penge?

parameter: arbejdspladser:

Globaliseringen og især finanskrise har ført til tab af flere 100.000 industriarbejdspladser i Danmark. Så ingen kan være i tvivl om, at nye arbejdspladser er essentielt for at Danmark klare sig ud af krisen og mere langsigtet i den globale konkurrence. DONGs udbygning på vindområdet skaber nye arbejdspladser og potentialet ved fortsat udbygning er stort. Tiden vil vise, om denne udvikling fortsætter.

parameter : bundlinje:

DONG er et selskab der kører godt – overskuddet var 2011 ca. 1,7 mia . Dette er ikke vanvittigt højt set i lyset af en omsætning på 57 mia., men skal ses i sammenhæng med DONGs ambitiøse målsætning om at blive global spiller på vindområdet. De har nu en andel på 25 – 30 % og det er et mål de har nået på få år. De store investeringer har gjort overskuddet på bundlinjen mindre men til gengæld skabt flere arbejdspladser.

parameter : provenue til staten :

Som hovedaktionær fik staten udbetalt ca. 1 mia. i 2011. Igen – set i lyset af DONGs omsætning, ser det måske ikke så prangende ud, men sammenlignet med andre statslige selskaber, der som oftest har underskud og især de allerede skabte arbejdspladser og det store potentiale i deres investeringer er det godt. ”Kender vinden vejen?” De 4 parametre – grøn energi, arbejdspladser, bundlinje, provenu til staten - er hvad vi som borgere skal vurdere DONG på. Og på den korte bane er de til dels indbyrdes modstridende – udvikling af grøn energi og skabelse af arbejdspladser koster – koster på bundlinje og dermed på statens provenu. Lidt firkantet og forenklet kan man konkludere, at den seneste tids begivenheder tyder på, at hvor Eldrups strategi klart var at satse på de to første parametre – grøn energi og arbejdspladser – ser det ud til at fokus med den nye direktør, skifter til de to sidste parametre – højere bundlinje og dermed større provenu til staten. Og på den korte bane har vi selvfølgelig brug for penge – regeringen snakker konstant om milliarder, vel og mærke milliarder vi ikke har, til velfærd. Men DONG har, som tidligere nævnt, for nuværende en andel på 25 – 30 % i det internationale marked for offshore-møller. Kvalificerede bud går på at markedet vil 10-dobles frem mod 2020, på trods af at investeringstempoet lige nu er for nedadgående pga. den økonomiske krise. Så ønsker vi del i dette store potentiale, skal der satses nu i samarbejde med andre investorer. Og dette kalder på en kvalificeret diskussion om Danmarks behov – både her og nu, men også hvad vi skal leve af i fremtiden. I krig er der som regel færre samfundsmæssige og økonomiske omkostninger forbundet med en forhandlingsløsning frem for at kampen føres til ende – mon ikke det samme gælder for forretningslivet? Som her ville have været Eldrups passionerede blik for potentialet i offshoremøller kombineret med en ansvarlig bestyrelses risikostyring og –vurdering. I stedet har vi fået et sjældent og lærerigt, men også langt fra kønt indblik i hvordan konflikter kan kulminere i store koncerner. Og risikoen er, efter den seneste tids ballade og usikkerhed og uanset den nye direktørs kvalifikationer, at alle 4 parametre går ned – færre investeringer, færre nye arbejdspladser og mindre overskud og provenu. Så uagtet at fokus i balladen har været frås og høje lønninger, kan vi meget vel lande på at vi desværre får mindre af det hele, men til højere pris. ”Enhver der tror på hvad han ser er en mystiker” og han har fat i en flig af tingenes væsen hvor han sidder på sin røv mens f.eks. vinden bare flyver og flyver

Thought Leader

Kresten Schultz Jørgensen — Sun, 13 May 2012 08:09:46 +0000

Hvordan får man ørenlyd? Hvordan skaffer man sig opmærksomhed i et mediehelvede af konstante produktlanceringer, stadigt flere reklamer og en stigende mistillid overfor en kommerciel kommunikation, der tforlængst har overskredet sin egen grænse? Hvis virksomheden har noget at byde på – dvs. tænkning på et vist niveau, produkter af en særlig kvalitet – kunne svaret meget vel være at blive Thought Leader. Hvad er en Thought Leader? Èn, der sætter standarder. Begrebet blev oprindeligt introduceret i 1994 af Joel Kurtzman, chefredaktør for magasinet Strategy & Business som betegnelsen for “industry leaders,” der skaber innovation og nytænkning i deres egne brancher. McKinsey er et eksempel inden for rådgivningsbranchen, LEGO inden for legetøj, Coca-Cola inden for markedsføring. Mit eget yndlingseksempel er et af de mest succesfulde konsulenthuse i verden – The Boston Consulting Group, der i dag har mere end 5000 medarbejdere overalt på kloden. Hvor nogen anbefaler direkte og bombastisk virksomhedsledelse, står Boston for nødvendigheden af de sofistikerede analyser – dér er manThought Leader. Boston begyndte allerede i 1960erne at forsyne amerikanske erhvervsledere med de såkaldte Perspectives; korte, gennemarbejdede artikler med det formål at stimulere ledelsestænkningen overalt i erhvervslivet. Artiklerne har hver især én eller to krediterede forfattere, men i overensstemmelse med tænketankens arbejdsmetode er forfattergerningen kun toppen af isbjerget. I årtier er virksomhedens partnere og skribenter hver mandag mødtes for at drøfte et aktuelt tema - med en efterfølgende skriveproces, der angiveligt involverer 8-10 rewritings samt utallige underbyggende interviews hos både klienter, samarbejdspartnere og offentlige myndigheder. Et sådant ambitionsniveau har de færreste af os ressourcer til. Men mindre kan gøre det i en tid, hvor tillid fra forbrugere og interessenter faktisk ikke bygger på reklamer, men på om man forstår kunderne, deres behov og ønsker, deres drømme og virkelighed. Så hvad stiller man op? Igen, forudsat at man som virksomhed har noget at byde på, kunne tre trin være nyttige.

Vær generøs. ?Thought Leadership kræver en ånd af generøsitet – med tid, intelligens og viden. Det kræver en tillid til, at åbenhed betaler sig, og at det er både smukt og nyttigt at dele ud af sin viden.
Hvidbøger, case studies, analyser. Forbered lister over nyttige ressourcer. Vis at du forstår og bekymrer sig om de problemer, dine kunder forsøger at løse. Saml en værdifuld videnbase af materialer, der viser ikke kun din ekspertise, men også din vilje til at løse dine kunders problemer. Skriv om branchen – ikke dine egne produkter.
Du og din virksomhed skal være en kilde til nyttig information, potentielle kunder og indflydelsesrige kontakter. Forbløffende, at så mange virksomheder stadig ser nettet som et sted at parkere deres brochurer snarere en dynamisk, meget tæt forbundet udveksling af viden. Nettet er som bekendt enmarkedsplads for idéer, ikke en kiosk.

Og nej, det kan ikke overlades til et PR-firma. Tankeproduktionen skal bygges ind i din virksomhed; I skal tænke og skrive selv. Det kunne måske endda være sjovt.

Ugen der gik: Facebooks akilleshæl, Twitters ejendomsret og store data

Sten Løck — Sat, 12 May 2012 15:35:17 +0000

Her er fem historier fra den forgangne uges tech-univers. Bing fortsætter det lange seje træk ”Den vigtigste ændring i Bings treårige historie,” siger analysefirmaet Moor Insights & Strategy om den nye sociale dimension, Microsoft har tilføjet søgemaskinen. Søgeresultaterne vil nu inkludere meninger, links og andet fra sociale netværk, først og fremmest Facebook og Twitter. Google har forsøgt noget lignende, men ikke med den store succes. Bings søgeresultater forventes at være mere præcise, fordi Microsoft har et bedre forhold til både Facebook og Twitter end Google, der jo er i gang med sit eget sociale netværk, Google+, og derfor en konkurrent. Den nye Bing vælter ikke Google af pinden, men bliver endnu et skridt på den lange rejse mod at blive en seriøs udfordrer. På det amerikanske marked har Bing nu 15 procent af markedet og Google 65 af slagsen. Men jeg tror, Bing er kommet for at blive, og vil fortsat vokse. Microsoft har investeret for meget prestige i det projekt til at give op. Og det tager tid at vinde markedsandele, også selv om man på nogle punkter performer bedre. Facebook mangler det mobile Kort tid før den med spænding imødesete børsnotering kaster Facebook lidt grus i maskineriet. Det sociale netværk erkender, at man ikke har levet op til forventningerne på den mobile platform. Dels hører appen ikke til de bedste, hverken teknisk eller mht. brugervenlighed, dels, og nok så vigtigt, tjener Facebook ikke særligt mange reklamepenge på det mobile. Det er et problem, da stadig flere brugere tyr til smartphones, når der skal facebookes. Det er essentielt for Facebooks troværdighed som investering, at man er i stand til at følge brugerne og dermed reklameindtægterne. De er trods alt Facebooks primære, måske eneste, indtjeningskilde. Twitter frasiger sig tweets Hvem ejer dine tweets? Det gør du, siger Twitter i en juridisk tvist med en delstatsdomstol i New York. Anklagemyndigheden er ude efter tweets tilhørende Malcom Harris, der havde deltaget i en demonstration for Occupy Wall Street. Harris' tweets skulle bevise, at han var klar over politiets opfordringer til gå tilbage, hvorfor hans handlinger var i ond tro. Domstolen argumenterede, at tweets tilhører Twitter, der således ville være juridisk forpligtet til at udlevere indholdet. Men Twitter bestrider afgørelsen og siger, at tweets tilhører brugeren og dennes privatsfære, hvilket vil betyde, at de ikke skal udleveres. Twitters holdning er principiel i en juridisk og forfatningsmæssig forstand, men den ændrer ikke meget ved råderetten over vores data. Bare fordi du ejer en tweet, har Twitter stadig adgang til de data. Det sørger servicebetingelserne for. Har nogen brug for en mini-iPad? Ingen uge uden Apple-rygter, denne gang to af slagsen. Først var der historien om en ny, mindre og billigere iPad på vej. Den nuværende model måler 9,7 tommer, nu skulle der også komme en på 7 tommer, der ville placere sig cirka midt imellem iPhone og den eksisterende iPad. Der bliver ganske vist eksperimenteret en del med skærmstørrelser for tiden, ikke mindst af Samsung, men jeg har svært ved at se, hvad en mini-iPad kan tilføre af afgørende nyt. Kompakthed til en lavere pris, men hvor stort er det marked? Så er der mere hold i den anden historie, som kommer fra Kina. Foxconn, verdens største elektronikfabrik, gør sig angiveligt klar til at fremstille iTV, Apples debut på tv-markedet. Timingen henstår lidt i det uvisse, men det er langt fra den første historie om iTV, og det er den generelle forventning, at Apple kommer med et tv-apparat inden for et år eller to. Bliv klog på Big Data Det er et af tidens buzzwords, Big Data, de enorme mængder information, vi genererer hvert øjeblik i den digitale virkelighed. Disse data kan med de rette analyseværktøjer fortælle uendelig meget om alt fra markedsanalyser til klimaovervågning. Jeg faldt over dette glimrende skriv om Big Data fra Smithsonian, hvor man forklarer fænomets perspektiver, kommer med eksempler, men også stiller kritiske spørgsmål. Der er for eksempel risikoen for, at vi bliver for fascineret af disciplinen og stoler for meget på de mange data, i stedet for at bruge mere kvalitative input, tilsat lidt sund fornuft. Det var, hvad skete under finanskrisen, hvor computerne og deres algoritmer uden menneskelig indblanding håndterede langt størstedelen af verdens finanstransaktioner. Baseret på data.

Big data stærkere end intuition

Linda Overgaard — Sat, 12 May 2012 05:08:02 +0000

Noget af det mest fascinerende ved at være journalist er, at det altid er legitimt at bruge tid på at sætte sig ind i nye og spændende emner. Og somme tider bliver vi som pressefolk endda inviteret til begivenheder, hvor viden præsenteres og udveksles – selvfølgelig fordi arrangørerne gerne vil have udbredt deres ideer bredere ud.

I starten af ugen havde undertegnede fornøjelsen af at deltage i ”The Premier Business Leadership Series” i Amsterdam – inviteret af IT-firmaet SAS, som diskede op med alverdens koryfæer inden for især »business intelligence«.

Og hvem vil ikke gerne have fod på det…ja, det er vel nærmest pligtforsømmelse at ignorere noget med en så lovende titel.

Essensen er, at der er ved at ske en revolution. Og at ledere verden over nu bruger data til at understøtte beslutningerne – frem for at tage stilling ud fra mavefornemmelser og personlig holdning.

Ifølge professor Erik Brynjolfsson fra MIT s Center for Digital Business, er der tre årsager til, at beslutninger nu langt oftere drives af data:

Der er nu kæmpemæssige mængder data til rådighed. Virksomhederne får eksempelvis talrige nye informationer, når kunderne handler på nettet frem for i en fysisk butik. Der tales om »big data« og snart »nano-data«.
Der er nu så meget kapacitet i IT-systemerne, at det er muligt at analysere enorme mængder data lynende hurtigt. Tidligere måtte virksomhederne spare på serverplads og computere – det er næsten glemt nu.
En ny generation af ledere underbygger helt naturligt deres beslutninger med data. Og de mest succesfulde er dem, der kan stille de rigtige spørgsmål og bruge teknologien til at få relevante svar, som kan gavne forretningen.

Den amerikanske professor har undersøgt 300 amerikanske virksomheder, og det viser sig, at firmaer med »data-driven decision-making« giver 4-6 procent mere i overskud end andre i samme brancher.

Så bundlinjen er, at den kloge leder allierer sig med datateknologi, ligesom de dygtigste skakspillere går i kompagniskab med computerne frem for at prøve at slå maskinerne.

Fornemmelser og gætværk er gammeldags og ved at blive sendt på museum.

PS: Kan i øvrigt anbefale artikelen Effektivisering på virksomhedernes IT-dagsorden, som journalist Annette Sand her fra redaktionen skrev tidligere i år.

Reprise

Anne Nylev — Sat, 12 May 2012 04:56:04 +0000

Så er det igen blevet den tid på året, hvor vi lægger alt andet end bøgerne på hylden. Og jeg måske erkende, at jeg var fristet til blot at genudgive indlægget http://nylev.blogs.business.dk/2012/03/13/midterms-og-glaeden-ved-at-sidde-pa-et-bibliotek/ under titlen ’Finals og glæden ved at sidde på et bibliotek’. Men det ville nu alligevel ikke være helt rigtigt. 1. Jeg har opbrugt alle mine dining hall meals og har derfor måtte overgive mig til Apple Trees (det døgnåbne supermarkeds) deli. 2. Jeg har været bibliotekerne lidt utro på det sidst, fordi jeg har fundet glæde ved at sidde på kollegiets læsestue. Bortset fra det står læsning dog igen på tapetet, og uden at have malet fanden på væggen, så har det været en ret kort periode til at gennemføre ret mange eksaminer - i gennemsnit 2,5 dag per fag. En komprimeret periode, som signifikant adskiller sig fra den forsømte juni måned, som spenderes på eksamenslæsning, og hvor kun en uges forberedelse til en eksamen opfattes som mission impossible. Om lidt er det hele dog slut, og så varer det knapt fire måneder, inden jeg igen skal bekymre mig om skolearbejde. Eksamensperioden har desuden budt på det interessante fænomen Midnight Breakfast. Fredag kl. 23.30 åbnede dørene til Barnards gym, og hele salen var pyntet op og fyldt med glade, unge kvinder. Og så var der ellers alt det mad, som hjertet kunne. Æg, bacon, bagels, diverse fried specials, is og desuden konfetti i lange baner. Man kendte pludselig Amerika i det hele. Og denne lune aften midt i en travl eksamensperiode – jeg havde selv eksamen den efterfølgende morgen – blev fælleskonsum et velbegrundet helle fra bøgerne. Samme aften var desuden Columbias Band – den trofaste underholdning til samtlige college basket kampe - på rundtur på campus for at forstyrre flittige studerende på bibliotekerne. Biblioteksinvasion var et ganske utidigt og samtidig herligt arrangement på et universitet og en periode af semestret, hvor læsepauser sjældent tillades. Og om kap med bandet cyklede de fine bude, som hver dag slår zigzag gennem campusområdet for at servicere hungrende studerende. Ikke bare pizzabude, mener jeg. Men også thai, indiske, sushi og andre bude ræser rundt for at brødføde travle studerende, der længes efter pause fra dining hall og ikke tillader sig selv en velundt gåtur. En kort bemærkning herfra, men jeg vender stærkt tilbage på den anden side af eksamensræset.

Børs-ugen: Dommedag, Woodstock og en lodseddel for lykkeriddere

Casper Schrøder — Fri, 11 May 2012 16:20:27 +0000

Børs-ugen er slut, og kedeligt blev det ikke. Mens regnskabssæsonen tøffer roligt derudaf - flertallet af C20-selskaber er i fremgang, godt nok i krybesporstempo, men fremgang er det - så sørger politikerne for fart over feltet og nervepirrende hårnålesving på markederne. Spænd sikkerhedsselen, her følger tre punktnedslag fra ugen, der gik. Græsk dommedag Plat eller krone. Og en hel del til. Efter søndagens valg er der 50-75 pct. sandsynlighed for at Grækenland går bankerot, lyder vurderingen fra amerikanske Citigroup. Og hvad så? Lad dem da gå bankerot, sprutter investorerne, så spyttet driver af deres skærme. Men de må tøjle deres raseri, for en ukontrolleret bankerot - i modsætning til den kontrollerede bankerot for et par måneder siden - vil være ubehagelig for markederne. Der er selvfølgelig dommedagsanalyserne fra sortemændene i UBS, der siden efteråret sidste år har underholdt med deres spådomme om en græsk fremtid med militærkup, autoritativt styre og borgerkrig, hvis landet krakker. Og så er der den mere tørre tilgang til mulige scenarier, som FIHs Christian Tegllund Blaabjerg mindede om sidste uge: At Den Europæiske Centralbank vil lide enorme tab på beholdningen af støtteopkøbte græske statsobligationer, som gik uden om gældsnedskrivningen, og at de store garantier stillet af EUs nødfond EFSF vil blive krævet udbetalt i kolde kontanter. Centralbanken vil stå over for en kostbar rekapitalisering og det samme vil fonden. "Lad os håbe det ikke kommer så vidt," lyder det lakonisk fra Christian Tegllund Blaabjerg. Mildest talt. Kapitalismens Woodstock Den 81-årige investorlegende Warren Buffett slog sidste uge dørene op til sit årsmøde, der er et tilløbsstykke for alverdens aktionærer - en flok på 35.000, hvor man også kunne spotte flere danske porteføljeforvaltere i den tunge ende: "Som sædvanlig en stor fornøjelse ... en kæmpe inspiration", lød det begejstret på mail direkte fra Omaha, Nebraska. Kapitalismens Woodstock bliver årsmødet kaldt - selvom de eneste rusmidler at inhalere er en tung duft af penge, og billetten er noget mere pebret end de 6 dollar 1969-festlighederne kostede - en aktie i Buffetts Berkshire Hathaway løber op i 700.000 kr. Warren Buffett blev fejret som en stjerne, men hvad skal der ske med Berkshire Hathaway, når stjernen træder ned fra scenen? Buffett er selskabets vigtigste aktiv, hans investeringsresultater er imponerende, hans ry skaffer ham tilbud, som ingen andre kommer i nærheden af, og hans ord kan flytte markeder. Alligevel er det som om aktien har fået tunge ben de seneste år, hvor den er haltet efter S&P 500-indekset. Buffett har først for nylig offentlig sagt, at hans kronprins er udpeget og indsvoret til at overtage opgaven, men indhyller fortsat spørgsmålet i mystik, til et stigende antal aktionærers frustration. Det nærmeste han på årsmødet kom på at løfte sløret var bemærkningen: "Vi sætter ikke en humaniora-kandidat til at lede Berkshire." En lodseddel for lykkeriddere Investorerne nåede kun lige at få de første linjer med, før de onsdag kastede dagens avis fra sig og i stedet kastede sig over Torm-aktien. I Berlingske Business kunne de læse, at bankerne bag Torm er tæt på enighed om at redde det forliste rederi fra konkurs. Det fik investorerne til at sende aktien kraftigt i vejret med op til 80 pct. Men måske de gevinsthungrende investorer skulle have læst artiklen til ende. Det ville have mindet dem om det allerede kendte faktum, at bankernes redning kun gælder rederiet - ikke dets aktionærer, der kan se frem til en udvanding af deres værdier på omkring 90 pct. inden længe. "Du skal ikke prøve at finde nogen logik i stigningen. Aktien er en lodseddel for lykkeriddere," lød det fra en aktiehandler i en af de store danske banker. Eller med andre ord i overskriftsform: Død aktie stiger til himmels. Input til børs-ugen modtages i fuld diskretion på casc@berlingske.dk

Drop angrebet på sparekasserne

Dagens Synspunkt — Fri, 11 May 2012 05:42:37 +0000

I forlængelse af de to seneste krak i sektoren, der som bekendt begge ramte sparekasser, har der i pressen været ikke blot massivt fokus på men et egentligt angreb rettet mod garantmodellen og sparekasserne, især de små af slagsen. Der er tale om et angreb, som er helt forfejlet, og som er baseret på en klar misforståelse af, hvorledes sparekasser adskiller sig fra banker, og hvorledes garantkapital adskiller sig fra aktiekapital. Garantkapital udgør således ansvarlig indskudskapital (basiskapital) i en sparekasse og tjener dermed reelt samme formål som aktiekapitalen i en bank. Og netop på samme måde som aktiekapitalen i en bank – herunder i en sparekasse, der er omdannet til en bank men har beholdt sparekassebetegnelsen – hæfter garantkapitalen for sparekassens forpligtelser. Dette fremgår altid af sparekassens vedtægter og bør ikke komme bag på nogen. Det fremgår tillige, at garanterne kun kan få tilbagebetalt garantbeløbet, hvis sparekassen også efter udbetalingen opfylder lovens kapitalkrav. Med andre ord bør det ikke komme bag på nogen, at garantbeviser er et investeringsprodukt ligesom aktier. Her dækker garantifonden naturligvis ikke ved et krak. En garant er i grunden en investor og ikke en kunde/indskyder. For der er således ikke tale om indlån, og garantiindskud bør derfor ikke misvisende forveksles med eller omtales som indlån eller indlånslignende i pressen, i offentligheden mv. I sammenhæng hermed bemærkes, at garantbeviser i Finanstilsynets såkaldte trafiklysordning for investeringsprodukter er havnet i selvsamme risikogruppe som børsnoterede (bank)aktier, nemlig den gule; og unoterede (bank)aktier er faktisk røde. Som samlebetegnelse dækker pengeinstitutter i dag over banker, sparekasser og andelskasser, der alle omfattes af den samme aktivitets- og kapitalregulering i den finansielle lovgivning, og som i praksis fungerer i det samme marked og engagerer sig i de samme aktiviteter. I retlig henseende adskiller banker, sparekasser og andelskasser sig således reelt kun fra hinanden ved deres navn, idet sparekasser og andelskasser med hensyn til den retlige organisationsform har mulighed for at omdanne sig til banker, og idet nye pengeinstitutter alene kan etableres i form af banker. Afgørende er altså ikke pengeinstituttets navn, form eller størrelse men derimod sundheden. I denne forbindelse bemærkes også, at sparekasserne ikke har været udsat for flere eller større krak under den finansielle krise end banker, tværtimod. Derfor bør der ikke gå unødig panik i den på garanternes vegne, som kan ende i en uheldig selvopfyldende profeti. Sparekassemodellen har faktisk klaret sig ganske godt siden 1880 og den første sparekasselov. Samtidig bør der ikke gå overdreven konsolideringspanik i politikerne eller embedsmændene. De skal koncentrere sig om de lovmæssige rammer for pengeinstitutternes virksomhed, men skal ikke diktere antallet af eller sammensætningen af pengeinstitutter herhjemme. Dette er således op til markedet at bestemme, både hvad angår bankerne, andelskasserne og sparekasserne, såvel de store som små af slagsen. Så afblæs gerne angrebet på garanterne og sparekasserne. Dagens Synspunkt er skrevet af Michael Camphausen, advokat i LETT og projektforsker, ph.d. ved KU

Er Vestas en brik i Kinas imperiebygning?

Dagens Synspunkt — Thu, 10 May 2012 07:52:01 +0000

De seneste ugers rygter om, at to kinesiske statsselskaber overvejer et købstilbud på den danske vindmøllegigant Vestas har igen givet anledning til en ophedet debat om Kinas rolle i det globale samfund. Er opkøbet et skridt på vejen i Beijings dristige plan om at sikre Kina verdensdominans ved at flekse de økonomiske muskler? Eller er det simpelthen bare udtryk for god forretningsmæssig tæft? Faktum er, at det altid giver et gib i den vestlige bevidsthed, når Kina bliver nævnt i forbindelse med internationale opkøb og investeringer. Hvis bejlerne til Vestas havde været Siemens eller General Electric, havde reaktionen med garanti været anderledes. Er det rimeligt med denne mistænksomhed omkring Kinas intentioner? Er der eksempelvis historisk belæg for at skyde kineserne imperialistiske ambitioner i skoene? Det korte svar er nej. Kinesiske magthavere har med enkelte undtagelser altid kigget indad i deres forsøg på at fremme egne interesser. I modsætning til naboen Japan har Kina i mange generationer ikke gjort nogle seriøse forsøg på at vinde nyt regionalt territorium gennem militær magt. Og i modsætning til Europa har landet ikke haft en politisk agenda, der var drevet frem af missionshensigter eller higen efter større ’lebensraum’. Men hvad så med Tibet og Taiwan? Kinas underkastelse af de munkestyrede tibetanere og den konstante insisteren på at få Taiwan underlagt folkerepublikken er vel udtryk for imperialisme? Igen er svaret nej, selvom det er svært at retfærdiggøre Kinas fremgangsmåde. Set fra et kinesisk synspunkt er Tibet og Taiwan interne anliggender. De var begge en del af det storkinesiske rige i århundreder, før de opnåede autonom status. Derfor vægrer langt størstedelen af menige kinesere sig ved, at de to områder skulle få fuld uafhængighed. Det er også hensynet til hjemlige interesser, der ligger til grund for de seneste års kinesiske opkøbsiver. I lyset af stigende inflation og øget konkurrence trænger de sidste 30 års Made-in-China strategi gevaldigt til fornyelse. En bedre positionering på internationale markeder har således meget høj prioritet for Beijing. Kinesiske virksomheder er mildt sagt ikke verdensmestre i at skabe egne globale brands, og de har fortsat store udfordringer ved at udvikle banebrydende ny teknologi indenfor industrielle sektorer. En langt mere effektiv fremgangsmåde er derfor at opkøbe internationale firmaer med etablerede brands og innovativ teknologi. Interessen i Vestas skal ses i dette lys. Vestas er ganske vist blevet overhalet af bl.a. de to mulige købere på det kinesiske vindmarked, som nu er verdens største. Men den danske virksomhed har fortsat et ry og en position på globale markeder, som kineserne ikke er i nærheden af. Det er med andre ord god, gammeldags snusfornuft, som ligger til grund for interessen. Ikke mytiske antagelser om verdensherredømme. Det er vigtigt at huske på for fremtiden, for vi vil se meget mere til kineserne i denne rolle. Den gode nyhed er, at Kinas ønske om at opkøbe eller investere i vestlige firmaer kan være den medicin, som skal til for at sparke gang i vores slumrende økonomier igen. Dagens Synspunkt er skrevet af Peter B. Hansen, Seniorpartner i rådgivningsfirmaet China Cabinet

Boligejerne sendt ud af balance

Claus Skovhus — Thu, 10 May 2012 02:00:56 +0000

Realkreditinstitutterne er i gang med en omfattende revurdering af principperne for boliglån. Uenigheden mellem selskaberne er brudt ud og har efterladt boligejerne med en omfattende usikkerhed. Ikke så snart kommer der et politisk udspil fra Christiansborg, som påvirker boligejerne, før realkreditdirektører står på nakken af hinanden med kritik af politikerne for at skabe uro på det følsomme boligmarked. Men den uro, politikerne kan skabe, er for intet at regne med den flodbølge af usikkerhed, som realkreditinstitutterne er ved at sætte i gang. Baggrunden er, at realkreditinstitutterne har brudt årtiers enighed om finansieringsmodellen for boligejerne. De relativt set simple lån med balance mellem lån til boligkøberne og udstedte obligationer med sikkerhed i bagvedliggende mursten er på vej ind i en uoverskuelig kompleksitet. Nykredit vil indføre en tolags-belåning med restriktioner for korte lån og for afdragsfrihed. Nordea Kredit er på vej med sit eget forslag, og Realkredit Danmark taler om en boligværdimodel, hvor belåningsværdien maksimalt må stige med inflationen plus fire pro- cent om året. Alene de nye begreber efterlader boligejerne i et abstrakt tomrum. Investorerne Men et er, at boligejerne bliver usikre, noget andet er, at investorerne begynder at tvivle på det ellers så stabile realkreditmarked. Investorernes velvilje er helt afgørende, for de køber de udstedte obligationer, der ligger til grund for boligejernes lån. Markedet har været rimeligt stabilt siden realkreditloven blev vedtaget i 1850, og de danske realkreditlån har været geniale sammenlignet med andre lande. Det skyldes først og fremmest et balanceprincip om, at der er en obligation bag hvert boliglån i realkreditsystemet. Boligkøberne forstod modellen, og investorerne vidste, hvad de købte. Selv indførelsen af flekslån med et-årige lån i midten af 1990’erne gled rimeligt smertefrit igennem. Ubalancen tog imidlertid sin spæde begyndelse i 2003, da en ny lov åbnede for afdragsfrie lån, og kompleksiteten steg yderligere i 2007, da bankerne fik lov til at udstede såkaldte SDO-lån. Det vil sige særligt dækkende obligationer. Lån til boliger var ikke længere et særligt marked for realkreditinstitutterne. Liberaliseringen af realkreditsystemet har imidlertid betydet, at der i dag skal refinansieres boliglån for 1.000 mia. kr. årligt mod 33 mia. kr. årligt i det gamle 30-årige realkreditsystem. Selv om det hidtil ikke har været et problem at få refinansieret boligobligationerne, er skrækscenariet, at investorerne ikke tør deltage i refinansieringen af så store beløb i fremtiden. Paradoks På mange måder er realkreditmarkedet udsat for et paradoks, for grundlæggende fungerer markedet upåklageligt på trods af den finansielle krise i 2008. Indførelsen af flekslån har givet boligejere betydeligt lavere renter. Siden 1996 har F1-lånet haft en gennemsnitsrente på 3,5 procent, og fast forrentede lån har på intet tidspunkt været billigere. Desuden har realkreditinstitutterne på intet tidspunkt haft problemer med at afsætte obligationerne i markedet. Hvad er så problemet? Der er faktisk to problemer. Risikoen forsvinder ikke, selv om det er gået godt indtil nu, og finanskrisen har vist, at den finansielle sektor har haft en alt, alt for lemfældig kreditpolitik. Nu bliver den finansielle sektor mødt med politiske krav om sikkerhed. Svaret må ikke være panikløsninger, men en fælles brancheløsning, som både bolig- ejerne og investorerne kan forstå og forholde sig til. Ansvaret ligger hos realkreditselskaberne. Hvis de ikke kan skabe ro, vil al kritik af politikernes indblanding i boligejernes økonomi virke hul.

Det store pensionsvæddemål

Dagens Synspunkt — Wed, 09 May 2012 05:28:09 +0000

De lovgivningsmæssige rammer for pensionsopsparing er ved at blive ændret, hvilket umiddelbart forringer pensionen. Nye pensionsordninger kan dog gøre en forskel. Mange pensionsordninger garanterer en vis forrentning af indbetalingerne. Forrentningen blev fastlagt på et tidspunkt, hvor renten var højere end under de to pct., som en dansk tiårig statsobligation giver i dag. Det gør det svært at leve op til løfterne. I EU er man ved at lægge rammerne for bl.a. danske pensionskassers investeringer. Rammerne bærer navnet Solvens 2. De skal sikre, at pensionskasserne kan holde deres løfter, og at statskasserne ikke må træde til for at dække løfterne. Det sker ved at sikre, at der løbende er nok penge i kassen til at dække de til enhver tid forventede udbetalinger - herunder hvis de finansielle markeder stresses. Hvis man har lovet et nominelt afkast om tredive år, så er en lang statsobligation en investering, der kan sikre dette. Udover at det kan være svært at finde en statsobligation, der giver et tilstrækkeligt afkast, er denne investering formentlig heller ikke den bedste for pensionsopsparingen. Det er der mindst to grunde til. For det første vil andre investeringer med stor sandsynlighed levere et højere afkast, når man skal have sin pension et godt stykke ude i fremtiden. Ved investering i en statsobligation betaler man en høj pris for, at obligationen er meget likvid og giver et stabilt afkast. Men hvis man først skal have sin pension om f.eks. 30 år, behøver man ikke likviditeten eller det stabile afkast. Det er vigtigere, hvad man kan få udbetalt om 30 år. For det andet kan man stille spørgsmål ved værdien af at være sikker på et givet nominelt afkast om 30 år. Min morfar arbejdede som tandlæge til få uger, før han døde som 76-årig i 1971. Han efterlod en pæn formue til min mormor. Da hun døde 18 år senere var hendes formue for længst blevet udhulet af inflationen i 1970erne. De umiddelbare konsekvenser af Solvens 2 for pensionsopsparingen er således ikke attraktive: Et lavt afkast, der er sikret nominelt, men ikke realt. Heldigvis er det sådan, at når reglerne for en forretningsmodel bliver tilstrækkeligt uhensigtsmæssige, opstår nye forretningsmodeller. Inden for pensionsopsparing er pensionskasserne på vej væk fra garanteret forrentning og over i produkter, hvor pensionsopsparingen tilskrives et markedsafkast. Da der ikke er nogen garanti og dermed ikke nogen potentiel forpligtelse for statskassen, er der friere rammer til at investere i aktiver, der giver et fornuftigt afkast. Det gør dog investeringsbeslutningen mere indviklet. Skal man gætte på, at aktiemarkedet klarer sig som i Japan, hvor indekset er faldet fra 38.000 i 1990 til 9.000 i dag eller på, at centralbankerne ikke igen tillader en inflation som i 70erne på trods af, at det er den nemmeste måde at nedbringe den reale værdi af en stor statsgæld? Svaret blæser i vinden - også for de bedste økonomer. Økonomer kan med større troværdighed rådgive om, at man skal sprede sine investeringer. Det er den eneste sikre måde at opnå et højere afkast på for den samme risiko. Man skal ikke tage de store væddemål, men dække sig af over for store risici - herunder et langt liv - også på andre områder end pensionen. Dagens Synspunkt er skrevet af Jesper Berg, Underdirektør i Nykredit

Har vi brug for piratpartier?

Sten Løck — Wed, 09 May 2012 03:35:37 +0000

Piratpartiet fik over 8 procent af stemmerne i søndagens delstatsvalg i Slesvig-Holsten, som dermed er den tredje tyske delstat til at have det tyske Piratparti repræsenteret i det lokale parlament. Piratpartier findes i næsten samtlige europæiske lande, men har størst parlamentarisk succes i Tyskland og Sverige. De enkelte partiprogrammer varierer, men udgangspunktet har været internettet og ønsket om fri information, der præger væsentlige dele af internetfolket, som nogle vil kalde hackere eller det, der er værre. Diskussionen har sit eget liv i cyberspace, men nu har driftige mennesker i en række lande altså flyttet debatten til også at omfatte politiske partier og græsrodsaktiviteter som modstanden mod ACTA. Men har vi brug for et piratparti? Er det en gimmick eller en seriøs demokratisk spiller? Jeg har kigget nærmere på partiet i Slesvig-Holsten. På en højre-venste akse ligger partiet til venstre, men med nogle væsentlige afvigere til den anden side, når det gælder individets rettigheder og statslig indblanding. Der er ikke et partiprogram i egentlig forstand. Dertil er der for mange huller med hensyn til eksempelvis udenrigspolitik, forsvar og økonomi. På en række andre områder som uddannelse, socialpolitik og miljø har man sympatiske, men vage holdninger. Men partier bringer også noget nyt og nødvendigt med sig. Med udgangspunkt i den digitale virkelighed vil man sætte ind på områder, hvor udviklingen enten har bragt udfordringer eller muligheder. Beskyttelse af privatsfæren. Vi skal selv kunne bestemme over data om os. Der skal være strikte grænser for statens indblanding i borgernes private gøren og laden. Grænser der i dag er overskredet. Transparens. Statsmagten og virksomheder skal være mere åbne og vise, hvad de ligger inde med af informationer om den enkelte. I det hele taget skal demokratiet styrkes med mere gennemsigtighed i politik og forvaltning. Ned med siloerne. Information er nøglen til magten og den bør ligge hos folket. Informationssiloer i det offentlige skal brydes ned for at give borgerne mulighed for at deltage på (næsten) lige fod med magthaverne. Spredning af viden og kultur. Teknologien giver uudnyttede muligheder for at sprede informationer til gavn for samfundsudviklingen. Det gælder blandt andet inden for uddannelse og kultur. Jeg hæfter mig især ved de to første punkter, som også synes at være centrale for Piratpartiet i Slesvig-Holsten. Det er altid vigtigt at have partier, der slås for individets rettigheder og personlig frihed, men det er specielt nødvendigt i en tid, hvor mulighederne for dataindsamling og overvågning er skræmmende, og lige så de slappe lovgivninger Jeg tror, diskussionen om privatsfære og transparens først lige er begyndt. Fordi den teknologiske udvikling også først er i sin vorden. Vi får meget mere at gøre med disse spørgsmål i fremtiden, hvorfor det også på sin plads, de bliver del af et partiprogram. Vi har brug for engagerede politikere, som forstår den digitale virkelighed.

test

Jacob Risgaard Knudsen — Tue, 08 May 2012 11:16:30 +0000

test

Helles plan - reformer eller små hop på stedet?

Jens Chr. Hansen — Tue, 08 May 2012 09:36:55 +0000

Med dommedagsoverskrifter beretter medierne i en kaskade af artikler og TV-indslag om statsminister Helle Thorning-Schmidts 2020-plan. En - må man tro - historisk genopretningsplan, der med eet fejer alle problemerne af bordet. Skuffet bliver man så, når man får læst sig lidt ned i materien. Alle øvelserne går ud på, at finde et "råderum", som det udtrykkes, i løbet af de næste syv-otte år på seks-syv mia. kr., der skal bruges på beskæftigelse, uddannelse og grøn omstilling. Herre Jemini. Seks-syv milliarder er rigtig mange penge, men vel kun lidt flueknepperi på et statsbudget som det danske. Ærlig talt, skal der ikke helt andre boller på suppen, hvis stemningen hos danskerne og økonomien i øvrigt skal vendes? Efterlønnen er afskaffet, det var et livtag (i øvrigt programsat af den tidligere regering) men derudover virker denne store forkromede 2020-plan som bittesmå hop på stedet. For den travle dansker, der ikke har mulighed for detaljeret at følge med i myriaderne af udmeldingerne fra Christiansborg, er det svært for ikke at sige umuligt at se forskel på den tidligere regerings 2020-plan og Helles 2020-plan. Jeg vil i hvert fald nødigt bliver stoppet på gaden og spurgt til, hvad forskellen er på Lars og Helle på det økonomiske område. Nu er der sådan set ikke noget galt med små hop, og da slet ikke hvis de entydigt bringer dronningeriget fremad. Måske er netop styrken ved det danske demokrati, at vi udøver dette demokrati med små hop og ikke samfundsomvæltninger og revolution i gaderne. Ligesom denne "henover-midten" målsætning måske nok lyder frygtelig kedelig i sådan en tju-bang politisk diskussion, men i bund og grund er den mindst ringe måde at styre et frit, demokratisk land på. Det altafgørende må være at få tippet balancen mellem forsørgere og forsørgede over, således at der bliver flere til at tjene penge, betale skat og dermed forsørge, og i stedet reducere antallet af forsørgede. Og her må vi nødvendigvis tale om flere hundrede tusinder. Tænk om en halv million mennesker kunne bliver flyttet fra forsørgede til forsørgere. Det ville ikke alene være godt for samfundsøkonomien men også godt for de enkelte mennesker. Det er en yndet sport at tæske vore politikere for manglende visioner og beslutningskraft. Og i mange tilfælde også berettiget. Men på et eller andet tidspunkt må vi nok vende kikkerten mod os selv. Love og regler kan gøre noget, men det er kun egentlige holdningsskifte i samfundet, der virkelig batter noget. Alle råber vi op om, at børneinstitutionerne, skolerne og de videregående uddannelser skal være markant bedre, men ingen danskere vil afgive så meget som en bøjet 50-øre af de velerhvervede rettigheder til disse formål. Disse penge må findes andre steder (dvs. hos andre skatteborgere.) Debatten om det offentlige forbrug og prioriteringerne i det offentlige synes låst fast. Ja, der kan givetvis spares og effektiviseres voldsomt i den offentlige sektor, men på et tidspunkt kommer vi dertil, hvor vi må prioritere. Hvor vi må erkende, at skærer man i de offentlige udgifter reduceres også den offentlige service, infrastrukturen og velfærdsydelserne. Tag nu eksempelvis DSB. En virksomhed med knap 10.000 ansatte, som nu skærer 1.000 job bort. Kan DSB levere den samme ydelse, den samme service med 1.000 færre par hænder? Hvis ja, burde vi nok retsforfølge de tidligere ledere i DSB for at have stjålet af statskassen. Vi står umiddelbart foran de længe ventede trepartsforhandlinger på arbejdsmarkedet. Regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne skal finde hinanden i en aftale, der som sådan gerne skulle række hen over midten. Om at øge arbejdsudbuddet ved at arbejde længere, om skatten (dog ikke en del af skattereformen, som kommer senere i 2012,) om miljø og arbejdsmiljø og meget mere. Og her skal der selvfølgelig gives og tages. Men skal der nåes et konkret, vidtrækkende og betydeligt resultat må parterne smide jeg-vil-have attituden til side og indgå i en løsning, der rækker længere end til de respektive egnes næsetipper og ikke benhårdt styre efter millimeterdemokratiet. Hvis man ser på Danmark kan man vælge to indgange. Den ene, at landet er ved at bryde sammen, at vi ikke kan klare os, og at alt simpelthen er ad helvede til. Den anden, at Danmark fortsat er et af de rigeste, mest lige og mest lykkelige lande i verden og ud fra det sætte 2020 på dagsordenen. At det er den samfundsstruktur vi vil holde fast i. Der er masser af positive ting at gribe fat i. Men det kræver markante holdningsændringer. Hos dig og hos mig. Personligt skal jeg ærligt indrømme, at jeg heller ikke frivilligt vil afgive nogle af mine rettigheder (her taler vi kun om økonomiske rettigheder), men hvis jeg kan blive overbevist om, at det gavner mig på den lange bane, gavner mine børn og børnebørn, miljøet og hvad der ellers betyder noget for mit liv, så ja, så kom med de store visionære reformer. Men hva' mener du? Er du klar til reformer, som tager noget fra dig?

Forandringer skaber lean

Dagens Synspunkt — Tue, 08 May 2012 06:27:55 +0000

Lean handler i mindre grad om at bruge teorien, værktøjer og metoder og i højere grad om at have evnen til at skabe og med succes udføre forandringer i virksomheden. Mange virksomheder indfører lean i deres hverdag, fordi lean hjælper med at skabe struktur, overblik og orden i virksomheden. Det svære ved at indføre lean er, at man i praksis skal indføre teorien og metoderne fra lean-filosofien, og at man samtidig skal gennemføre forandringer – altså ændre rutiner og vaner – hvilket er den sværeste disciplin, der findes. Det væsentligste der sikrer, at lean bliver en succes, er, at virksomhedsledelsen oprigtigt ønsker lean, og at ledelsen er klar til at tage konsekvenserne af den igangsatte rejse. Implementering af lean skaber udfordringer i virksomhederne, og forandringsledelse er en nødvendighed. Forandringsledelse handler ikke alene om rationelt at lede forandringer, men i endnu højere grad om at ændre og tale til folks vaner og rutiner samt at påvirke værdier og følelser. Vi har alle faste vaner og rutiner i vores hverdag. Faste vaner og rutiner for, hvornår vi spiser frokost, vi sætter os ofte på den samme plads i kantinen, vi begynder vores dag på samme måde og sidder det samme sted i stuen og ser TV, så vaner og rutiner er en stor del af det enkelte menneskes hverdag. Vi kan ikke leve uden vaner, men mange vaner begrænser os i at nå vores mål, og den type vaner kan vi godt leve foruden. Mindst 50 procent af årsagerne til, at vi ikke når vores mål, skyldes begrænsende vaner. Som medarbejder og ledelse er man nødt til at sortere i sine vaner og rutiner, når man ønsker at indføre lean. Undersøgelser har vist, at seks ud af syv mennesker ønsker at ændre deres vaner, men at kun en ud af syv er i stand til det. En anden årsag til, at det er svært at gennemføre forandringer, er menneskets personlige barrierer mod forandringer. Frygten for det ukendte, for at miste kontrol og ansigt samt usikkerhed og bekymring på grund af følelsen af manglende evner. Disse barrierer medfører ofte, at man bruger almindelige bortforklaringer som manglende tid eller manglende indflydelse. Drop bortforklaringerne, prioriter tiden og giv dig selv indflydelse. Som den amerikanske forsker og direktør for Center for den Lærende Organisation på MIT Sloan School of Management Peter Michael Senge siger: »Mennesket har ikke noget imod forandringer, det har noget imod at blive forandret«. Når man ønsker lean i sin virksomhed, er det vigtigt, at man involverer nøglepersonerne i planlægningen og i den efterfølgende implementering. At vi sammen med nøglepersonerne aftaler visionen, at ledelsen går forrest og skaber alliancer, og at vi måler, synliggør og kommunikerer fremdrift. Det allervigtigste er derfor, at ledelsen skal ville lean, at de har en klar strategi for, hvad de ønsker at opnå, at medarbejderne er introduceret til lean-redskaberne, og at ledelsen bevarer sin vedholdenhed og tålmodighed. Når en god lean-kultur er skabt i virksomheden, bliver kulturen selvforstærkende, og virksomheden kan aflæse resultaterne direkte på bundlinjen skabt gennem øget effektivitet hos medarbejderne, lavere ressourceforbrug, mindre processpild og øget medarbejder-engagement. Tænk gerne på forandring som en udfordring for det enkelte individ og for hele virksomheden. Fortæl jer selv, at dét at blive forandret vil skabe merværdi for mig selv og for virksomheden. Dagens Synspunkt er skrevet af Lasse Ahm, virksomhedskonsulent og partner i DanskLEAN

Bland dig!

Stine Rosenfelt Christensen — Mon, 07 May 2012 19:21:15 +0000

Hvor er detailhandelen på vej hen? Har du gjort dig dine overvejelser om det? Helt sikkert! Men har forbrugerne mon? Jeg tror det ikke.

Mon de danske forbrugere er bevidste om konsekvenserne af at de lægger flere og flere af deres eftertragtede omsætningskroner i webshops, i udlandet, hos de store super- & hypermarkeder, fremfor i de mindre detailbutikker? Personligt synes jeg det er et kæmpetab for os allesammen, hvis vi ligeså stille får udryddet de individuelle detailbutikker, så vi fremover kun har Bilka'er, Bauhaus'er, Elgiganter, MEGAstores, hypermarkeder, indkøbscentre osv. Overvejer forbrugerne mon, om de virkelig vil have halv- og heldøde gågader og en bymidte der består af tomme butikslokaler med ruderne plastret til med 'TIL LEJE' skilte. For det er en virkelighed vi som forbrugere, er godt på vej til at skabe. Jeg savner i den grad en debat om området. Fra politisk side, fra butikkernes side og fra brancheorganisationerne. Jeg ville ønske at 'nogen' (alle os i detailhandlen) arbejder meget mere målrettet og bevidst med at gøre kunderne opmærksomme på de valg de ta'r, også har konsekvenser. At vi opdrager dem. Revser dem lidt. At vi starter debatten, lokalt og på landsplan. Vi skal være meget mindre bange for at stikke snotten frem (af frygt for at træde 'nogen' (potentielle kunder) over tæerne) og gøre det synligt for forbrugerne at de ikke på samme tid kan insistere på, at de vil handle i lækkersmækre butikker med udsøgt betjening, gratis smagsprøver og flotte papirsposer med logo og silkebånd – men samtidig smutte direkte ned i Bilka og købe alle de ting som de, i deres uvidenhed, tror er billigere. Jeg har tilstrækkeligt mange gange hørt 'kunder' ærgre sig over at deres lokale tøjforretning/købmand/bager/farvehandler/isenkræmmer (fortsæt selv listen) lukker, for 'de er så meget hyggeligere/dygtigere/sødere/venligere/mere opmærksomme'. Ligeledes har jeg alt for mange gange stået på en gågade og hørt de shoppende undre sig over at en butik tilsyneladende har været lukket i flere måneder, for de var ellers SÅ glade for at komme der. Hvis ikke de - 'kunderne' - ikke kan se sammenhængen mellem ikke at handle lokalt, og et mere og mere trist og uinspirerende bybillede og flere og flere lukkede butikker - ja så må vi, alle os i detailhandelen, saftsuseme gøre dem MEGET mere bevidste om konsekvenserne af deres indkøbsmønstre. Og jeg er ret overbevist om at de ikke ønsker den udvikling der ellers pt er trenden for dansk detailhande. Jeg tror faktisk langt de fleste foretrækker et mangfoldigt butiks- og forretningsliv. Foretrækker en levende gågade med tøjbutikker, frisører, cafeer, slagtere, bagere, farvehandlere, skobutikker, parfumerier osv. De skal bare huskes på det. Jeg blandede mig senest i debatten i Radio 24/7s debatprogram 'Løsgængeren' med Søren Fauli. Det var et rigtig spændende program, og hvis du har lyst, kan du høre det her: http://arkiv.radio24syv.dk/video/4942582/lsgngeren-uge-18-2012-1 http://arkiv.radio24syv.dk/video/4942877/lsgngeren-uge-18-2012-2 Hvordan vil DU sætte gang i debatten?

Sløvt net en af mange barrierer for velfærdsteknologi

Dorte Toft — Sun, 06 May 2012 09:06:02 +0000

Om:

For dårlige netforbindelser til telemedicin/genoptræning
Hvem der skal betale for netforbindelsen
Forsøg, der aldrig ender med drift
Forsøg, der har mest med PR at gøre
Indbyrdes kampe mellem offentlige vækst/innovationscentre

Midt i alle de politiske skåltalerne om, hvor meget bedre det bliver for borgere og økonomi med velfærdsteknologi, lige en række sure realiteter, startende med bredbåndsproblemer. "Leverandøren af det mobile 3G-bredbånd sagde, at det sagtens kunne klare videosignalerne via en dongle, men det gik slet ikke." Sådan lød det for nylig på konferencen Viden, Velfærd, Vækst 2012. Emnet var assistance til ældre i eget hjem, såsom til genoptræning og sårbehandling, og blandt andet via 2-vejs videokontakt. Bag arrangementet stod projektet Lev Vel, hvis grundkapital kommer fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, men hvor private aktører og fonde spæder til. Potentiale på 18.000 ældre Ifølge it-selskabet KMD, der er blandt aktørerne på området, får 180.000 ældre omsorgshjælp hjemme, og 10 procent af besøgende vil kunne erstattes med fjernassistance. KMDs eget bud hedder Online Omsorg, som kører på forsøgsbasis. En demo vedrørte blandt andet hjælp til træning/genoptræning i eget hjem. Den ældre vejledes via en instruktør på skærmen, og instruktøren holder også "øje" med den ældre. Instruktøren kan holde øje med et helt hold samtidig, og holdets medlemmer vil også kunne kontakte hinanden indbyrdes. Frustration blandt medarbejderne Vi hørte, at de ældre var meget positive, men fra salen kunne man høre et frustreret udbrud fra en medarbejder i en af de deltagende kommuner. Frustrationen gjaldt utilfredsstillende netforbindelser og andre tekniske problemer, og problemerne fik medarbejderne til at miste gnisten. Der er tale om et generelt problem, ikke et specifikt KMD-problem. Det er også en kendt sag, at båndbredden på det mobile net er såre problematisk. "Motorvejen" deles af mange, og der er for få master. Lige så kendt er det, at der er steder i Danmark, hvor bredbånd via fastnet (kobberet) rækker som en skrædder i helvede. Efter sigende så dårligt, at TDC har været nødt til at give stor rabat, hvor det er allerværst. Telemedicinens fordele Telemedicin, som er den gængse betegnelse i relation til sygdomsbehandling, rækker fra hjælp til sårbehandling af diabetes 2-patienten, til f.eks. den såkaldte KOL-kuffert, som blandt andet i Region Syddanmark gives til kronisk lungesyge og med gode resultater. Kufferten rummer medicinsk måleudstyr samt udstyr til videokontakt med sygehuset. Der er på papiret meget store fordele at hente ved brug af velfærdsteknologi. Det sparer for eksempel hjemmesygeplejersker/hjemmehjælpere for mange kilometer på vejene, ligesom det sparer ældre for timer på vejen, ventetid på hospital og genindlæggelser med deraf følgende risiko for infektioner. At have lægen "lige ved hånden" giver desuden fordele. Kortlægning nødvendig Men en nøje kortlægning af, hvor båndbredden er god nok til at klare to-vejs videokommunikationen er nødvendig, hvis man skal slippe for ærgrelser og frustrationer. Der er ingen grund til at sætte udstyr op, hvis den ældre kun kan nås via en elendig forbindelse, og selv midt i tæt beboede områder kan der være huller. Godt nok er den hurtigere 4G-mobilteknologi så småt på vej frem, men den skulle vist først være på plads ultimo 2013. Og selvfølgelig vil der være huller i 4G-dækningen også. Hvem skal betale netforbindelsen? Der er så andre faktorer, som også bør huskes midt i skåltalerne, og ikke mindst "Hvem skal nu betale?". Skal den ældre pålægges udgiften til den kraftige netforbindelse, ligesom de nu kan pålægges selv at betale for en robotstøvsuger? Eller skal kommunen/regionen, fordi de har udsigt til at spare penge? Det spørgsmål er endnu ikke afklaret. Modstand mod "not invented here" Og så er der andre problemer, som plager det offentlige, når det gælder teknologianvendelse på velfærdsfronten (og andre).

Alt for mange steder standser det ved forsøg - går altså aldrig i drift
Forsøgene er tit for ambitiøse, også fordi det skaffer PR til politikere og PR og penge til forskere
Det vellykkede forsøg hindres ofte i at sprede sig, fordi alt for mange kommuner og regioner "vil selv" via egne innovationscentre/vækstcentre eller hvad de ellers hedder.
Der er eksempler på, at disse centre bekæmper hinanden.

Rådmand Jane Jegind (V) fra Odense var inde en del af disse problematikker i sit oplæg på konferencen forleden. Hun undrede sig blandt andet over, at KOL-kufferten til de kronisk syge lungepatienter ikke blev brugt over hele landet. Resultaterne burde tilsige det. Men der er altså lokale interesser, der tæller mere end patienternes helbred. Jane Jeginds ligefremhed var et forfriskende break fra skåltalerne. Men hvorfor er hun en undtagelse, ikke reglen? PS: Jeg deltog på konferencen som havkatten i hyttefadet. Indlægget tog blandt andet udgangspunkt i tre tidligere Bizzen-indlæg: "Velfærdsteknologi - Næste danske boble?" , "EU-duksen Danmark dødsensfarlig for sig selv. Knækker Vækst og Innovation" og "Iværksætteri: Statslig strategi for de svageste".

Børs-ugen: Norske aktierobotter, analytisk gøgl og David Einhorn

Casper Schrøder — Sat, 05 May 2012 11:13:21 +0000

Det blev ikke til mere end fire handelsdage, før de danske investorer trak stikket for at gå på bededagsferie. Men hvilken uge. Vestas blev udpeget som det foretrukne europæiske angrebsmål for investorer, der sætter deres penge på fald i aktiekursen - shortsellers - og præsenterede et rædselsregnskab, der fik markedet til at måbe over, hvor mange skeletter, selskabet har plads til i skabene. Var det derfor, at man havde brug for et nyt hovedkvarter sidste år? Cimber Sterlings korte børsliv nåede sin ende med en konkurs torsdag - aktionærerne har tabt alt, men de har haft et stykke tid til at vænne sig til tanken efter flere store udvandinger af deres aktiver, der er skyllet ind over dem i takt med indsprøjtninger af ny kapital. Begge sager har været så rigeligt afdækket, og her er tre andre punktnedslag fra børsugen, der gik. Robotternes overmænd Hvad gør man, når man som fattig norsk studerende mangler penge på lommen? Man spotter naturligvis en aktierobot på børsen, gennemskuer dens handelsmønstre, foretager en række køb og salg, der fanger kredsløbets koder på det forkerte ben og så hæver man sin gevinst. Og det er der skam intet ulovligt i. Den norske Højesteret frikendte onsdag to private investorer for kursmanipulation mod aktierobotter efter et årelangt retsopgør. Spekulanterne fejrede frikendelsen med en flaske Cristal, og som snack til boblerne kunne de nyde hjemlandets tiljubling som moderne Robin Hood-skikkelser. Lige med den moderation, at de tager fra de rige - og beholder slanterne selv. Retsopgøret har ikke stoppet dem. Som den ene af daytraderne, Svend Egil Larsen, kækt fortalte Financial Times: "For nylig glemte UBS at sætte en bundgrænse på en af deres algoritmer, og jeg fik mig nogle billige aktier. De ringede endda til mig bagefter og bad mig om at lade handlen gå tilbage!" Det afviste han. Danske aktiehandlere kan sagtens lade sig inspirere. Robotterne har også gjort deres indtog i København, hvor størstedelen af de seneste års stigende handel er styret af maskiner, uberørt af menneskehånd. Æbler og pærer - solceller og aktier Sturt, sturt nummer. Spar Nord jonglerede sidste uge med æbler og pærer i en analyse om, at solceller er en bedre investering end aktier. Lad det være sagt med det samme, solceller har aldrig været en bedre forretning, men at de slår aktier - og kan betragtes som en investering på linje med dem - er analytisk gøgl. Analysen sammenligner afkastet på C20-aktier 2002 - 2012 med den forventede værdi af et solcelleanlægs elproduktion ti år frem. Regnestykkets udgangspunkt er prisen 130.000 kr. for et nyt solcelleanlæg. Investeret i solceller skaber de el til en værdi af 145.000 kr. - et afkast på cirka 110 pct. Sat i aktier, kan det ikke blive til mere end et afkast på 65 pct. Og her sætter analysen så to streger under regnestykket og marcherer med fuld fanfare ud af arenaen under slagordet "Solceller slår aktier" - uden at forklare, hvad der sker med de 130.000 kr. som investoren lagde på bordet til en start. Det er her, at akrobatikken fra Spar Nord falder til jorden med et klask. Har man sat dem i aktier, er initial-investeringen intakt - man står med realiserbare aktiver for omkring 215.000 kr. Knap så godt ser det ud for solcellerne, der næppe er meget værd efter 10 år på taget af et parcelhus et vilkårligt sted i Danmark - hvis der da overhovedet findes et marked for salg af så gamle anlæg. Da jeg talte med Spar Nord om analysen mumlede de noget om behovet for at skære historien ud i pap forden jævne dansker - vi må håbe at de 100 bankrådgivere, som Spar Nord netop har efteruddannet i økonomien i solceller og som sidder klar med lånetilbud til befolkningen, er knap så grovmotoriske i deres forklaringer. David Einhorn på linen På den anden side af Atlanten lignede det endnu en dag på kontoret for topledelsen i Herbalife, da de tirsdag satte sig til rette for at præsentere deres seneste regnskab og besvare analytiker-spørgsmål på den sædvanlige telekonference. Men så - 37 minutter inde i seancen - meldte David Einhorn sig på linen. Pludselig sad direktørerne ikke længere så mageligt, et tomt sekund var det eneste, man kunne høre, telefonnettets elektroniske susen - og så åbnede et vakuum sig under aktien, der sugede kursen 18 pct. ned. David Einhorn er en berygtet mand. Med sin hedgefond Greenlight spekulerer han heftigt i aktiefald og tjente enorme summer på Lehman Brothers’ krak på Wall Street. Senest har Einhorns strategi ramt kaffefirmaet Green Mountain Coffee Roasters, og hans status i markedet illustreres tydeligt ved, at han end ikke nåede at stille sit første spørgsmål til Herbalife-ledelsen, før aktien forsvandt i hullet. Mandens navn var nok for investorerne til at finde sælg-knappen. Einhorn har flere gange været i myndighedernes søgelys, men hans magt over markederne er ikke reserveret til finansdesperadoer. Investorlegenden Warren Buffett, der i den grad er en del af det gode selskab i USA, har i årtier opbygget en ethos af klassiske dyder omkring sig, og bruger med jævne mellemrum strategiske offentlige udmeldinger om sine foretrukne investeringer til at bevæge kurser med til egen fordel. Input til børs-ugen modtages i fuld diskretion på casc@berlingske.dk